Om CBS

Kodeks for god ledelse


Introduktion til kodeks for god ledelse

I henhold til §6, stk. 3, nr. 2 i CBS' vedtægter har rektor ansvaret for at fastsætte et ledelseskodeks, herunder retningslinjer for inddragelse af medarbejdere og studerende i ledelsesmæssige drøftelser og beslutninger.

CBS' bestyrelse har sammen med Direktionen, Akademisk Råd og HSU aftalt, at de nye vedtægter skal bygge på idéen om, at videreudviklingen af CBS snarere skal støttes af et fælles kodeks for alle, som beskriver god ledelse og lederskab, end styres af detaljerede regler og forskrifter, som eksplicit skrives ind i vedtægternes mange afsnit og paragraffer.

Hensigten med disse dokumenter (et kodeks for medarbejdere og ledelse og et kodeks for inddragelse af studerende) er, at de skal være ledelsens præcise og omfattende forslag til et ledelseskodeks for CBS, som skal drøftes løbende i dialog med medarbejderne og de studerende ved CBS. Ledelseskodekset for CBS er (ligesom en strategi) en dynamisk proces. I denne første fase er der udarbejdet et kodeks for medarbejdere og ledelse til godkendelse i Hovedsamarbejdsudvalget (HSU), og et kodeks for inddragelse af de studerende er blevet udarbejdet til godkendelse i Direktionen og studenterorganisationen. I løbet af de kommende år vil vi følge op på, gennemgå og forbedre kodekset, der således er at betragte som et ”levende dokument”.

Kodeks for god ledelse

CBS’ kodeks for god ledelse er udgangspunkt for ledelses- og lederskabsansvaret. Det valgte format angiver Direktionens ambition om ikke bare at levere en liste med forpligtelser, men også at forklare og give en kontekst for hvordan CBS' strategi og mål kan føre til et særligt ansvar og den ønskede ledelsesadfærd:

  • CBS ønsker at være en fleksibel og transparent institution med en tydelig profil. Derfor har ledelsen et grundlæggende ansvar for at udstikke retning. Dette omfatter...
    at prioritere, udarbejde planer, formulere og fortolke mål, drøfte ambitioner, fastsætte akademiske og administrative standarder, kommunikere med medarbejderne om ledelsesemner og -beslutninger...
  • CBS ønsker at fremstå som en attraktiv, ansvarlig og engagerende arbejdsplads. Derfor har ledelsen et grundlæggende ansvar for at lede mennesker. Dette omfatter...
    at være anerkendende, at stræbe efter at håndtere og løse uenigheder, sanktionere uhensigtsmæssig adfærd, give tydelig feedback, opfordre til kollegiale relationer, udvise respekt for og tillid til andre, varetage emner vedrørende ligebehandling...
  • CBS ønsker at være et innovativt miljø, der understøtter entreprenørånd. Derfor har ledelsen et grundlæggende ansvar for at opfordre til initiativer. Dette omfatter...
    at understøtte fornyelse, facilitere bidrag fra enkeltpersoner og grupper, opfordre til kreativitet, støtte udvikling fra bunden og opad, udforske innovative løsninger og originale idéer, opbygge læringskapacitet...
  • CBS ønsker at blive kendt for kvaliteten og effektiviteten i sin drift. Derfor har ledelsen et grundlæggende ansvar for at organisere arbejdet. Dette omfatter...
    at øge jobtilfredsheden, arbejde med eksplicitte principper for delegering, give medarbejderne indflydelse gennem deltagelse i drøftelser og udvikling af nøgleområder, holde aftaler, leve op til tidsfrister, udvikle problemfrie og meningsfulde lokale løsninger, der passer til CBS' standarder og systemer...
  • CBS ønsker at være en foretrukken partner over for lokale og globale interessenter. Derfor har ledelsen et grundlæggende ansvar for at være aktiv brobygger. Dette omfatter...
    kapacitet til at rådføre sig bredt, være inkluderende og åben, støtte samarbejdsprocesser, udvikle relationer på tværs af afdelinger, institutioner og lande, støtte en tosprogskultur...
  • CBS ønsker at vokse og videreudvikle sin særlige mangfoldighed. Derfor har ledelsen et grundlæggende ansvar for at invitere til og støtte diversitet. Dette omfatter..
    at efterstræbe den højeste kvalitet i alsidige akademiske og administrative sager, belønne unik tankegang og kvalitet, påtage sig et institutionelt ansvar, der dækker hele CBS, tænke og handle som ambassadører for CBS i både interne og eksterne sammenhænge…
  • CBS ønsker at blive ved med at fortsætte sin udvikling som et lærende universitet. Derfor har ledelsen et grundlæggende ansvar for at sikre kvalitet i lederskabet. Dette omfatter... årlig evaluering af kodeks for god ledelse, understøtte feedback-processer om, hvordan lederskabskodekset virker på det lokale niveau samt på CBS generelt, sammenligne på tværs af CBS' enheder, invitere eksterne interessenter til at give deres mening til kende og udveksle erfaringer og idéer på tværs af CBS om, hvordan man "udlever kodekset".

     
Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 11/07/2023