Æresalumner
Copenhagen Business School (CBS) er stolt af alle sine alumner og ønsker at vise en særlig anerkendelse over for kandidater, der på ekstraordinær vis har udmærket sig gennem deres karrierer. Æresalumneprisen anerkender fremtrædende alumner, der har skabt positiv omtale af CBS, og prisen er en anerkendelse af deres værdifulde bedrifter og resultater.
Æresalumneprisen hædrer alumner, der har:
• En grad fra CBS
• Bidraget positivt til det danske og/eller internationale samfund
• Involveret sig i CBS efter dimissionen
• En professionel og anerkendelsesværdig karriere i den offentlige eller private sektor
Titlen som Æresalumne tildeles af CBS. Alle tidligere æresalumner kan ses nedenfor.
Definition på en alumne fra CBS
Æresalumne 2019: Anders Vad Dons, socialt engageret Deloitte-direktør
Grader fra CBS: Cand.merc.aud., HD i Finansiering og Kreditvæsen og HD i Regnskabsvæsen og Økonomistyring
Anders Vad Dons modotg prisen som Æresalumne i 2019. (Foto: Ulrik Jantzen)
Anders Vad Dons har gennem en lang karriere i revisions- og rådgivningskoncernen Deloitte opnået to topposter, først som CEO i Danmark i 2012 og fra 2016 som Nordic CEO.
Anders Dons hædres for sin anerkendelsesværdige karriere og sit fokus på socialt ansvarlige emner. Anders arbejder aktivt for at fremme ledelsesmæssig mangfoldighed. Han er en central figur i Deloittes stærke engagement i initiativer rettet mod at realisere FN's verdensmål for bæredygtighed. Og han er personligt involveret i initiativet ’Small Great Nation’, der har fokus på at styrke Danmarks position inden for vækst, digitalisering og globalisering gennem en faktabaseret dialog og debat.
Om titlen som Æresalumne 2019 siger Anders Vad Dons i et interview:
”Jeg er stolt af CBS og af at være udklækket derfra. Det er stort, når et fællesskab, man er stolt af, er stolt af én”.
Læs mere om Anders Vad Dons og begrundelsen for hans udnævnelse som Æresalumne
Æresalumne 2018: Lise Kingo, ansvarlig og bæredygtig forretningskvinde
Grad fra CBS: HD i Afsætningsøkonomi
Lise Kingo modtog prisen som Æresalumne i 2018
Lise Kingo er en anerkendt dansk erhvervskvinde med 26 år i Novo Nordisk bag sig, heraf de sidste 12 år som koncerndirektør. Hendes indsats inden for Corporate Social Responsibility (CSR) er bemærkelsesværdig, og siden 2015 har hun arbejdet som United Nations Global Compact’s CEO og Executive Director. Her arbejder hun for at udvikle, implementere og udbrede ansvarlig virksomhedsdrift i henhold til ti universelt accepterede principper inden for menneskerettigheder, arbejdskraft, miljø og antikorruption. Indsatsområdet hører under FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.
Lise Kingo er formand for Rådet for Samfundsansvar under Erhvervsstyrelsen og har i forbindelse med sit virke haft meget at gøre med CBS’ forsknings- og uddannelsesmiljø inden for CSR.
"Det er en meget stor ære og et stort privilegie at blive tildelt en så stor anerkendelse af min tidligere læreanstalt, særligt og især da CBS udviser et så stort engagement i CSR,” udtaler Lise Kingo om sin udnævnelse som Æresalumne 2018.
Læs om Lise Kingo og begrundelsen for hendes udnævnelse som Æresalumne
Æresalumne 2017: Claus Meyer, gastronomisk iværksætter
Grad fra CBS: Cand.merc.int. (SPRØK)
Claus Meyer modtog prisen som Æresalumne i 2017. (Foto: Thomas Grøndahl)
Claus Meyer er en succesfuld iværksætter, der har udmærket sig ved at gøre sin passion til sin profession og opnået gennemslagskraft. Claus Meyer har haft en bemærkelsesværdig karriere, og har bygget ikke bare én, men mange virksomheder op og skabt mange arbejdspladser. Med mad og madlavning som sine primære platforme har han bidraget til samfundet, også til samfundets svageste, og derudover er han en af hovedmændene bag det verdenskendte Noma og det Ny Nordiske Køkken.
Claus Meyer har engageret sig i Copenhagen Business School på forskellige måder, ikke mindst ved at dele sine erfaringer og viden som adjungeret professor.
"Det er en enorm anerkendelse at få. Det giver en følelse af, at ringen er sluttet," udtaler Claus Meyer om sin udnævnelse som Æresalumne 2017.
Læs om Claus Meyer og begrundelsen for hans udnævnelse som Æresalumne
Æresalumne 2014: Andreas Nicolaisen, revisor
Grad fra CBS: HD i Regnskabsvæsen
Andreas Nicolaisen blev tildelt titlen som Æresalumne i 2014. (Foto: Bjarke MacCarthy)
Andreas Nicolaisen, Ridder af Dannebrog, blev tildelt titlen som Æresalumne for sit bidrag til revisionsområdet og for sit velgørende arbejde, der har været yderst værdifuldt for CBS. Han har været formand for Foreningen for Unge Handelsmænds Uddannelse (nu: DSEB), for Censorkorpset for Universiteternes Erhvervsøkonomiske Uddannelser og for Boligfonden, m.m. Og det er blot for at nævne nogle få af hans poster.
"Jeg er utrolig stolt over at blive tildelt denne hæderspris. Så det betyder meget for mig at få den titel. Jeg har jo haft noget at gøre med Handelshøjskolen i mere end 50 år, og så er det klart, at man bliver glad og stolt, når det bliver anerkendt," udtaler Andreas Nicolaisen om sin udnævnelse som Æresalumne i 2014.
Læs om Andreas Nicolaisen og begrundelsen for hans udnævnelse som Æresalumne