Fremtidens eksperter: Trangen til iværksætteri førte til forskning

Fremtidens eksperter er en serie, hvor vi i kort format præsenterer nogle af de yngre forskere på CBS. Hvad forsker de i, og hvem er de? I dag møder vi ph.d.-studerende Laurits Rømer Hjorth fra Økonomisk Institut.

23/09/2024

Hvorfor blev du forsker?

Jeg har altid haft en iværksætter i maven, og efter min universitetsuddannelse fik jeg arbejde i en startup-virksomhed, der udvikler en IT-platform til at styre logistik. Jeg var ansvarlig for dataanalyse. Det var rigtig spændende, men efter fire år savnede jeg at kunne fordybe mig fagligt. Det kan jeg med min ph.d.-afhandling, og samtidig tilfredsstiller den også min iværksættertrang, fordi jeg både skal idéudvikle, skrive og netværke. Jeg skal selv skabe noget.

Hvad skal din afhandling afdække?

Jeg arbejder med Urban Economics, som er et felt, der beskæftiger sig med den geografiske udvikling af økonomien. Mit fokus er på arbejdsmarkedet og dets dynamikker i byer og regioner. Hvordan påvirker virksomheder og husholdninger arbejdsmarkedet i deres lokalområde? Og hvad får en virksomhed eller en familie til at slå sig ned i området? Målet er at give et bedre indblik i, hvordan disse beslutninger påvirker økonomisk vækst og regional udvikling.

Hvordan vil din viden gavne andre?

Det har betydning i forhold til, hvordan vi kan skabe vækst og arbejdspladser i hele landet og ikke kun i de store byer. Det er også relevant i forhold til, hvilke politiske værktøjer der eventuelt kan tages i brug. Har det for eksempel nogen effekt at flytte statslige arbejdspladser fra København til provinsen?

Hvad synes du er den vigtigste opdagelse inden for dit område nogensinde?

Selv om det skete for mange år siden, er det nok erkendelsen af, at placeringen af virksomheder og private husholdninger har betydning for den økonomiske udvikling. I forskningen taler vi om densiteten – altså tætheden mellem virksomheder og husholdninger. Høj densitet er godt for produktiviteten, men det skaber også udfordringer som trængsel på vejene og forurening.  Vi har stadig meget at gøre med at forstå de enkelte mekanismer og skæringspunkter.

Hvad er din største styrke og din største svaghed?

Min største styrke må være min nysgerrighed. Til gengæld er jeg også lidt af en perfektionist, og det er min svaghed. Så jeg arbejder lidt på at lære at sige, at nu er arbejdet færdigt og dermed godt nok.

Hvad laver du helst i din fritid?

Altså, nu har jeg tre børn på 0,3 og 6 år, og de er gode til at udfylde min fritid. Men ellers kan jeg lide at læse skønlitteratur, og jeg er faktisk med i en læseklub. Jeg læser alt – fra science fiction til digtsamlinger og danske klassikere. Den seneste bog var Tom Kristensens ’Hærværk’.

Hvilken historisk person beundrer du mest?

Det må blive filosoffen Immanuel Kant. Selv om jeg er uddannet økonom, har jeg faktisk også en bachelorgrad i filosofi, og jeg er meget imponeret over, at Kant på blot ti år formåede at udgive tre hovedværker inden for erkendelsesteori, etik og æstetik. Han ændrede vores måde at se verden på.

Hvad ville du gerne være, da du var barn?

Jeg var interesseret i mange ting. Hvis du havde spurgt mig dengang, havde jeg nok enten svaret fodboldspiller eller fysiker. 

Læs mere om Laurits Rømer Hjorth: https://www.cbs.dk/en/research/departments-and-centres/department-of-eco...
 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 23/09/2024