Mindeord Peer Hull Kristensen
Mindeord Peer Hull Kristensen
Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om, at Peer Hull Kristensen er afgået ved døden efter længere tids sygdom.
Peer Hull Kristensen var professor emeritus på Institut for Organisation (IOA) på Copenhagen Business School. Indtil da havde han været Professor in the Sociology of Business Firms and Work Organization. Peer Hull, som han blev benævnt, var uddannet på RUC i 1970’erne, og fortalte gerne talrige historier om de store slag i og om samfundsforskningen dengang. Han kom til CBS i 1988 og fik en stilling på Institut for Organisation og Arbejdssociologi, som det hed tidligere. Peer Hulls forskningsområde havde et sociologisk perspektiv på teknologiske projekter og virksomheders organisering, og han var bl.a interesseret i hvordan multinationale selskaber agerede strategisk. Peer Hull var leder af PhD programmet på IOA i en årrække. I 2004 skiftede Peer Hull institut til det nystartede International Center for Business and Politics, der senere blev til Department of Business of Politics på CBS. Her udfoldede Peer Hull sin interesse for virksomheders ageren i skæringsfladen mellem politik, marked og organisation og var særlig optaget af nationale business systems. Fokus var på fleksibel specialisering i clusters af virksomheder. En af hans markante publikationer fra perioden var bogen ”Local Players in Global Games: The Strategic Constitution of a Multinational Corporation”, skrevet sammen med professor Jonathan Zeitlin fra USA og udgivet på Oxford University Press. Peer Hull havde et stort internationalt netværk, og arbejdede også bl.a. sammen med Charles Sabel, som han kaldte ”Chuck”. Peer Hull var i sit es, når han kunne indlede og deltage i livlige diskussioner og debatter med udgangspunkt i forskellige sociologiske teoretikere. Peer Hull forfægtede sine synspunkter om projektidéer, så de levede op til den høje standard, som han satte for sig selv, men han var også meget omsorgsfuld og støttende for de studerende og PhD-studerende han vejledte. Peer Hull var altid levende optaget af, hvilken strategisk retning hele CBS bevægede sig i, og han gav sin mening til kende herom.
I slutningen af sin karriere vendte Peer Hull tilbage til Institut for Organisation, og det var herfra han overgik til emeritus-status, som han for nylig fik fornyet. Han sendte stadig mails rundt til ansatte, når der var nye PhD-stipendier slået op på Max Planck-instituttet i Køln eller andre steder, som han mente unge forskere burde kaste sig over. Peer Hull forblev nysgerrig og engageret til det sidste.
Ære være Peer Hull Kristensens minde
Billede: Peer Hull Kristensen i 1994 (IOAs fotoarkiv)