HA(fil.) - erhvervsøkonomi og filosofi

HA (fil.) giver dig en forståelse af de udfordringer, virksomheder møder i vores komplekse verden. Du lærer om virksomheders behov for økonomisk effektivitet og samfundets stigende krav om etisk ansvarlighed og bæredygtighed for at kunne udvikle konstruktive løsninger til gavn for alle.

Om uddannelsen

Den komplekse verden udfordrer moderne virksomheder 
Virksomheder i dag kan ikke bare ”gøre som de plejer” eller nøjes med at fokusere på økonomiske beslutninger, hvis de vil have succes.  De er udfordrede af, at verden bliver mere forbundet, og at udviklingen ikke bare går hurtigt, men også bliver mere kompleks og uforudsigelig.

Virksomheders udfordringer kommer både udefra og indefra. De skal både overholde myndigheders krav og reguleringer og leve op til deres kunders og forretningspartneres forventninger, som fx handler om at bidrage til en positiv klimaudvikling og social retfærdighed. Internt forventer medarbejderne klare mål og værdier og at blive hørt og inkluderet, når ledelsen træffer større beslutninger. Samtidig forandrer markedet sig hele tiden og globale forandringer og kriser er med til at øge udfordringerne og kompleksiteten – både i Danmark og internationalt. På HA(fil.) lærer du at forstå og navigere i de komplekse udfordringer virksomheder og organisationer står overfor.

Virksomheders værdi for samfundet
På HA(fil.) er fokus ikke blot på, hvordan virksomheder skaber økonomisk overskud, men i høj grad også, hvordan de skaber værdi for samfundet. Du vil derfor både lære om økonomien i virksomheder og arbejde med de funktioner, virksomheder udfører i samfundet, hvordan de bliver påvirket af samfundet, og hvordan de er med til at forme samfundet.

Du lærer også om, hvordan man kan udvikle en ny måde at drive virksomheder på, der både tilgodeser virksomhedsejerne, og de forpligtelser de har for samfundet.

Nye forståelser skaber nye løsninger
Der findes ikke én rigtig måde at drive en virksomhed på. Der findes mange teorier og modeller, der mener at have svaret på, hvordan det bedst gøres.

På HA(fil.) lærer du at analysere den enkelte virksomheds muligheder og vurdere hvad der er det bedste for den netop den virksomhed. Du lærer at stille de rigtige spørgsmål og udfordre de grundlæggende forståelser og værdier, der findes i og omkring virksomheden.

Du lærer også, hvordan du kan skabe brugbare og kreative løsninger og træffe velbegrundede beslutninger – selv i situationer, hvor der ikke findes entydige svar. Det gør du gennem en kombination af erhvervsøkonomi og filosofi.

Kombination af filosofi og erhvervsøkonomi
På HA(fil.) får du et dobbelt perspektiv – et erhvervsøkonomisk og et filosofisk. Du lærer at forstå virksomheder og deres behov ud fra en klassisk erhvervsøkonomisk tilgang i kombination med en forståelse for samfund, mennesker og trends.

I de erhvervsøkonomiske fag vil du arbejde med emner som finansiering, regnskab, organisation, strategi, ledelse, marketing og økonomi. Du vil få en bred forståelse for, hvordan virksomheder ledes, og hvordan man sætter strategiske mål og træffer beslutninger. Du lærer, hvordan man kan udvikle sin forretning og skabe innovation ved at gøre systemer og processer mere effektive og ved at gentænke virksomhedens måde at arbejde på.

I de filosofiske fag lærer du at bruge filosofiske teorier i praksis. Du lærer, hvordan filosofiske tænkemåder kan bruges til at analysere komplekse problemer og sammenhænge. Du lærer at stille spørgsmål ved det, vi tager for givet og at tænke i anderledes måder at løse problemer på.

Du får også en dybere forståelse af trends, udvikling og sammenhænge i erhvervslivet og samfundet. Samtidig arbejder du med forskellige perspektiver på centrale begreber som menneske, værdi, viden og etik, og hvordan du kan bruge det til at skabe løsninger for virksomhederne i praksis.

Kernen i HA(fil.)
Du får altså en solid forståelse for virksomheder samtidig med, at du lærer, at du ikke ukritisk kan bruge allerede anerkendte modeller og teorier, når du skal bidrage til at løse fremtidens udfordringer, fordi det ikke altid passer til virkeligheden eller den enkelte virksomhed.

Samlet gør det dig i stand til at finde et potentiale i de modsætninger og forskelligheder, der findes mellem samfundet og virksomheden.

Kort sagt handler HA(fil.) om at se muligheder, hvor andre ser uoverkommelige udfordringer og finde konstruktive løsninger, der både skaber økonomiske resultater og tilgodeser omverdens ønsker.

 
 
 

Accordion content.

Udfordringer og overvejelser


HA(fil.) har nogle særlige udfordringer som du bør tænke over, før du vælger uddannelsen. Overvej, hvor godt uddannelsens udfordringer passer til den type, du er, den måde du bedst arbejder på, og det du er god til?

Kombination af filosofi og erhvervsøkonomi
HA(fil.) kombinerer filosofi og erhvervsøkonomi. Du behøver ikke at have viden om filosofi eller erhvervsøkonomi på forhånd, men du skal have en interesse for at lære om begge områder. Du skal også være forberedt på, at det kan være en udfordring at kombinere og arbejde med to forskellige fagområder på samme tid. Nogle studerende skal derfor bruge lidt mere tid på at forberede sig til forelæsningerne – særligt i starten af studiet.

Abstrakte teorier
I nogle fag vil du arbejde med abstrakte og meget forskellige teorier. Du skal derfor have lyst til at arbejde med at analysere komplekse emner, og at du ofte vil kommer frem til flere spørgsmål end svar.

Stort læsepensum
På HA(fil.) er der meget læsestof, som du forventes at læse. Det kræver en vis selvdisciplin, og at du generelt er god til at arbejde selvstændigt.

Du skal også være forberedt på, at det kan være svært at forstå de filosofiske tekster – særligt i starten af studiet – fordi de er skrevet i et sprog, du sandsynligvis ikke er vant til. 

Efterhånden som du arbejder med teksterne, vil det blive mere og mere naturligt for dig at læse og forstå, så du skal ikke lade dig skræmme af det store pensum og det nye sprog i starten. 

Du skal være klar på at videreudvikle din læse- og notatteknik, da det kan være en stor hjælp til at håndtere det store pensum. 

Matematik
Ca. halvdelen af fagene på HA(fil.) er erhvervsøkonomiske fag, hvor der er en del matematik. Det er derfor ikke nok, at du er god til filosofi. Du skal også have lyst til at arbejde med matematik og være klar på at have fag, hvor du bruger matematik og laver beregninger.

HA(fil.) kræver matematik B, og det er også det niveau, du vil arbejde med. Alligevel bliver mange studerende overraskede over niveauet i matematik. 

Faglig forståelse
På HA(fil.) oparbejder du langsomt en samlet faglig forståelse på tværs af de forskellige fagområder. Det er ofte først på 2. eller 3. studieår, at du vil forstå de mange sammenhænge og uddannelsens samlede faglighed. Mange studerende har svært ved at se det samlede billede af uddannelsen og føler sig lidt forvirrede på de første semestre.

Studiemiljø


Studieliv på CBS
At være studerende på CBS er meget mere end at forberede sig og gå til undervisning.

På CBS er der mere end 21.000 studerende fra forskellige baggrunde og nationaliteter. Teamwork er en grundlæggende del af det at studere på CBS – både i og udenfor undervisningen.

Med over 100 studenterforeninger har du også rig mulighed for at engagere dig og mødes med studerende på tværs af uddannelser og årgange.

Læs mere om det aktive studiemiljø på CBS, studenterforeningerne og det internationale studiemiljø på Studieliv

For internationale
Hvis du er en international studerende, har vi samlet en masse information om, hvordan det er at være en international studerende på CBS og hvordan du kan forberede dig på livet i Danmark.

Læs mere på For internationals

Karrieremuligheder og kandidatuddannelse


Kompetencer efter HA(fil.)
HA(fil.) giver dig:

  • en forståelse for de sociale, etiske, miljømæssige og økonomiske udfordringer, virksomheder står overfor 
  • filosofisk tænkning og refleksion til at udforske nye måder at løse fremtidens udfordringer

Du kan finde mere information om, hvad du lærer på uddannelsen i kompetenceprofil for HA(fil.)

Kandidatudannelse efter HA(fil.)
Størstedelen af de studerende på HA(fil.) vælger at læse videre på en to-årig kandidatoverbygning. Det er overvejende kandidatoverbygningen fremfor bacheloren, der afgør hvilke karriereveje, der ligger åbne for dig.

Personer, der har læst HA (fil.) ender i mange forskellige typer af jobs i både private og offentlige virksomheder og organisationer. 

Læs mere om kandidatuddannelser og job

Adgangskrav
Dansk A
Engelsk B med min. 6,0 i karaktergennemsnit
Matematik B
Historie eller International Økonomi eller
Samfundsfag eller Idéhistorie eller Samtidshistorie 
B
Motiveret ansøgning Ja - se Kvote 1 og 2

Læs mere om adgangskrav, og hvordan du ansøger på bacheloroptagelse

Optagelsestal
Adgangskvotient 8,6
Antal optagne 71
Kvote 1 / Kvote 2 70% / 30%
Ansøgere (kvote 2) 354 (194)
Udenlandske studerende under 10%
Kønsfordeling - mænd / kvinder 49% / 51%
Aldersgennemsnit 22,9 år

Se optagelsestal for alle bacheloruddannelser.

 
Sidst opdateret: Web editor - Student Communications // 03/10/2024