En ny HR praksis!

Filosofisk funderet coaching som platform for en ny HR praksis

17/05/2006

 

Filosofisk funderet coaching som platform for en ny HR praksis

Centerleder Ole Fogh Kirkeby er den 31. maj 2006 medarrangør og oplægsholder ved et nytænkende seminar om coaching på CBS.

 

Introduktion 

til seminaret

Det er ingen hemmelighed, at HR´s grundlag må være en række implicitte forestillinger om identitet, selvforhold, selvopmærksomhed, selvvirkeliggørelse, og selvrespekt, og en række implicitte forestillinger om, hvem den Anden er, og om hvordan vi skal forholde os til ham/hende. Samt implicitte forestillinger om, hvad det sociale handler om, hvilket formål det har, og hvad dets muligheder er. I den forstand er HR også forbundet med en politisk dimension.

Disse tre forhold er filosofiske af væsen, og dermed ikke primært tilgængelige indenfor psykologien som bredt, teoretisk domæne, da psykologien ikke kan etablere sin egen metadiskurs, og endnu mindre addressérbar indenfor relaterede adfærdsvidenskaber, herunder erhvervsøkonomi. En seriøs fundering af coaching som teoretisk og praksis HR-metodik kræver filosofisk refleksion.

Den modsætning, der så åbenlyst behersker coaching, genfindes i hele HR-feltets spektrum af praksis, nemlig modsætningen mellem et strategisk og et eksistentielt perspektiv på medarbejderne. Fra dette perspektiv kan vi bestemme coaching som en intimteknologi. 

En intimteknologi er intim”, fordi den både kan være intimiderende og intensivere gensidigt nærvær. Den kan være manipulerende eller frigørende. Intimteknologierne udgår fra den trefoldige distinktion mellem medarbejder, person og menneske. I den hypermoderne virksomhed opfattes arbejdskraften ikke blot som en medarbejder, der kun udlejer sin arbejdstid, men som en ressource, der ikke alene skal træde i karakter, blive person på virksomhedens vegne, men også investere den sidste rest af sin individuelle værdighed, sin menneskelighed. Intimteknologierne retter sig på den ene side mod at konstruere arbejdskraften som en syntese af medarbejder, person og menneske, i billedet af det unikke: og på den anden side om ikke blot at uddelegere ansvar og kapaciteter, men også kontrol. Som teorien om intimteknologiernes praksis er HR-feltet i sine mere avancerede former orienteret mod at skabe pseudo-unikke organisations-identiteter og raffineret selvkontrol. HR-feltet må dermed i højere grad underkastes en systematisk meta-refleksion i forhold til begrebet magt. Fra dette perspektiv bliver kroppens rolle i skabelsen af socialitet en væsentlig faktor, ikke mindst fordi dialoger har et afgørende kropsligt plan.

På det akademiske niveau kan denne tendens kun imødegås gennem rekonstruktionen af HR-feltet på grundlag af filosofien. Det er seminarets mål at være begyndelsen til en diskussion af de meta-diskurser, der kan grundlægge HR-feltet som en praksis, der hverken er instrumental eller strategisk. Dermed tænkes HR ind i rammen for en myndiggørende, gensidigt anerkendende socialitet, der som dialogiske praksis er udviklet i den græske, filosofiske disciplin, protreptikken. Protreptik betyder at tilskynde et andet menneske til at reflektere over sine holdninger og kerneværdier.

 

Det er arrangørernes ambition at skabe en ny fundering af coaching på grundlag af filosofien, denne ambition bliver præsenteret og drøftet ved seminaret den 31. maj.

 

Program og tilmeldingsprocedure -

klik her

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 12/02/2007