Majken Schultz - ny akademisk leder af CBS' fuldtids-MBA
1. januar 2007 tiltrådte professor Majken Schultz som Associate Dean for CBS’ internationale fuldtids-MBA. Fokus er på at styrke relationerne med erhvervslivet, sikre højt internationalt niveau samt forbedre mulighederne for de MBA'ere, der ønsker at blive i Danmark bagefter endt uddannelse.
Hjerneflugt til Danmark
”Som Associate Dean får jeg ansvaret for den akademiske del af fuldtids-MBA’en, og jeg glæder mig til samarbejdet med både danske og internationale undervisere og kollegerne på CBS Executive. Derudover håber jeg i min nye rolle også at kunne styrke relationerne og samspillet mellem CBS, erhvervsliv og de studerende. Mere end nogensinde før har dansk erhvervsliv brug for veluddannede, internationale medarbejdere og det viser sig, at størstedelen af de nyudklækkede MBA-kandidater gerne vil arbejde i Danmark. Så for en gangs skyld går hjerneflugten også den anden vej, hvilket Danmark bør benytte sig af,” siger professor Majken Schultz.
Fuldtids-MBA'en er en succes
CBS er den eneste udbyder af en fuldtids MBA i Danmark - og programmet kører nu for 4. år i træk . Udover at bestå af state-of-the-art klassiske MBA-fag udvikles deltagernes lederkundskaber også med vægt på kompetencer inden for innovation, kreativitet og entreprenørskab.
”Udnævnelsen af Majken Schultz som Associate Dean vil give vores uddannelse endnu et løft, både nationalt og internationalt, da Majken dels er et stærkt brand og dels har utrolig meget at bidrage med i kraft af sit akademiske arbejde og netværk. Vores vision med uddannelsen er at tiltrække gode hjerner til landet og med tanke på, at Danmark er en af de mest konkurrencekraftige økonomier i verden, har vi meget at tilbyde talentfulde unge mennesker fra hele verden. Lige så vel som de har meget at tilbyde danske virksomheder, når de er færdige med der uddannelse hos os,” fastslår Charlotte Fly Andersen, direktør for MBA-programmerne på CBS.
Majken Schultz har primært arbejdet med virksomheders identitet, image og corporate branding på CBS og har ledet indtil flere store forskningsprojekter inden for disse områder. Desuden er Majkens Schultz direktør for Reputation Institute i Danmark og sidder i bestyrelsen for Danske Bank, COWI og Fonden Realdania, ligesom hun er fast skribent i dagbladet Børsen. Majken Schultz har undervist på CBS’ MBA-uddannelser fra begyndelsen og skal fortsat undervise på fuldtids MBA’en.