Danmarks største markedsføringspris ”HBH Prisen” tilfalder Cruise Baltic
Når fremdrift skabes i et netværk af konkurrerende virksomheder
Siden 2006 er 2,3 millioner besøg blevet registreret af havnens tælleapparater, når turisterne har besøgt de 19 destinationer i Cruise Baltic Project. Det var en stigning på seks procent sammenlignet med forrige år og grunden er bl.a. Cruise Baltics målrettede brug af markedsføringsnetværket:
”Cruise Baltic er et eksempel på, hvordan det kan være samarbejdet og netværk af konkurrerende virksomheder, der skaber attraktiviteten og ikke blot virksomheden i sig selv,” udtaler lektor Mogens Bjerre fra CBS og medlem af HBH Fondens bestyrelse i sin motivering af denne virksomhed, som vinder af Danmarks største markedsføringspris på 75.000 kroner.
Co-optition – eller på dansk -
konkurleger
Netværket består af andre krydstogtsselskaber, turoperatører, turistbureauer, medier og lokale krydstogtsnetværk med Cruise Baltic som omdrejningspunkt og omfatter derved en lang række - helt eller delvist konkurrerende - virksomheder, der som et samlet forretningssystem skaber værdi for den enkelte og for helheden. Dette fænomen kaldes også co-optition - eller på dansk, når konkurrenter samarbejder som ”konkurleger”.
Samarbejdet skaber attraktiviteten
”Der er tale om, at den enkelt virksomhed ikke i sig selv er tilstrækkelig for at være attraktiv på markedet, det er samarbejdet, der skaber attraktiviteten. Hertil kommer, at netværkets ambitioner er fortsat vækst med en platform, der nyder global anerkendelse og respekt”, udtaler lektor Mogens Bjerre.
Udover HBH Prisen uddeler HBH Fonden tillige en pris på kr. 25.000,00 til bedste hovedopgave i 2006 på cand.merc.-studiet.
25.000 til hovedopgave om L'Oreals marketingindsats
Prisen går i år til Nataliya Chichkova, der med sin hovedopgave analyserer L'Oreals marketing indsats i hhv. Danmark og Ukraine med baggrund i en diskussion af mulighederne for at standardisere marketing- og brandingindsatsen i de to lande.
”Der er tale om en gennemført flot opgave, som detaljeret gennemgår litteraturen på området og konkluderer, at der er behov for at opnå en fælles standard i forhold til "Brand Meaning" og "Brand Response" snarere end af "Brand image". Dette er fint i tråd med nyere forskning,” udtaler Lektor Mogens Bjerre.
Bag HBH Markedsføringsprisen står grundlæggeren af HBH-koncernen, direktør Henrik Bødtcher-Hansen. Han skabte HBH A/S umiddelbart efter 2. Verdenskrig, og med kreativ og moderne markedsføring gjorde han HBH-navnet landskendt i Danmark for salget af kvalitetsprodukter inden for el-varmepuder, højfjeldssole samt køkken, sundheds- og hårplejeapparater.
I 1991 stiftede han Henrik Bødtcher-Hansens Fond, der siden har uddelt Danmarks største markedsføringspris. Den er tidligere tildelt blandt andre Trip-Trap, Troll Company, Østre Gasværk, ISO Supermarked, Charlotte Sparre, X-yachts og Aarstiderne A/S, Dansk Film og senest Hummel A/S.