Essay af Ole Fogh Kirkeby

Af Ole Fogh Kirkeby, april 2007

Refleksioner om mit maleri: Postrefleksiv kalligrafi

Først og fremmest skal man forstå at der er en indre, hemmelig forbindelse mellem tanken og farven.

Hvis man har tænkt længe nok, vi man se en tanke som en farve, og farvens nærvær, dens håndgribelighed, vil være tankens maske, men også den væske, der siver fra den, når den er såret.

Tidligere lavede jeg selv farver, fordi jeg malede i olie, men efter at jeg – af hastighedshensyn – er gået over til akryl, må jeg acceptere, at farvens særlighed sker på lærredet.

Så snart den første farve er sat, og al farve refererer til ultramarin blåt, det er skabelsens farve, det handler om at foregribe ultramarin, så begynder enhver farveverden med tanken ”kromgult”. Der er et farvens alfabet, der naturligvis må lyde loven om komplementærfarverne, men som vi kan fifle med.

Formen er altid sekundær, som Bracque sagde, og det er svært at forstå, og praktisere, i en verden, der overvældes af form.

Farven, den første farve, der overhovedet er sat, med den begynder et spil. Det spilles vi af, og bliver dets tjenere fra første sekund. Spillet begrænses kun af antallet af tuber og fornemmelsen for en indre ”logik”.

Og jeg vil tale om en harmonisk logik, der er mesterskabets kerne.

Impressionisterne arbejdede med sort, kødfarve, blåt og gråt, men holdt sig fra det grønne. Og det grønne er disharmoniens kerne, fordi det repræsenterer naturens fremtrædelse som verden, og dermed, i det omfang den er til stede, forråder mangelen på mimetisk refleksivitet.

I ethvert ordentligt billede må det grønne altså mangle, og det er det, hele billedet er bygget op over. Evnen til at fremstille den farve, der mangler. Almabegivenhedens tomme felt. Det er grønt.

Vi må således forvandle det grønne til oliven, eller til turkis, men vi må ikke bruge det.

Alle gode billeder har det grønne som motiv, og derfor maler impressionisterne, men naturligvis kanonisk, van Gogh, det grønne som tingenes sorte kanter.

Når nu farverne er malet ind på fladen, og i farvernes spil er kompositionen forudgrebet, fordi en farve er en tanke, så begynder kalligrafien. At afgrænse farverne, og derigennem genskabe den form, som allerede er blevet skabt.

At omgrænse de mange farvefelter, er at skabe en kalligrafi. Man efter-skriver den uendelige rigdom af mening, som farven har skabt. Man afgrænser og udgrænser, og i dette arbejde skriver man, uden at vide det, en ny skrift.

Skriftens under, der består i at gøre det til tanke, som man ikke ved, at man tænker, forstærkes af denne proces. For heri tager man det tilbage, som man uvidende har skabt, og gør det til et formernes alfabet.

At male er altså at indhente det usagte gennem en skrift, der ikke kan referere til nogen kode, for koden bliver til med afgrænsningen selv.

De sorte penselstrøg er mene mene tekel, det usagte i form af en skrift, som ingen kan tyde.

Men dens kode er skønheden.

Princippet for hele denne proces er, at ære
plamagen.

Plamagen er alt. Den er begivenhedens billede.

Tanker er plamager, og plamager betyder frem-skoldede pletter på skind. Plamagen er overfladens oprør mod sig selv, og den afgrænsende indstregning af plamagen er begrebets væsen. Begrebet er en forarbejdet plamage, der bliver til pung, taske, sko, og tanken er den hud, der beredvilligt stiller sig til disposition i kraft af det offer, som ordet underkaster sig ved, som krop, at slagtes og flås.

At tænke er at flå. Men at male er at drikke af dyrets blod og lade det strømme ud af fingerspidserne.