Hvornår er en virksomhed global?
Hæder til Christian Geisler Asmussen
Hvordan måler man en virksomheds geografiske omfang for at kunne vurdere, om den er global? Det har adjunkt Christian Geisler Asmussen et bud på, og derfor har han netop vundet en pris som den mest lovende forsker under 40 år ved Academy of International Business konferencen, der blev holdt i Indiana i USA.
Et kvalitetsstempel
Christian Geisler Asmussen deltog med artiklen ”Local, Regional or Global? Quantifying MNC Geographic Scope” og blev udvalgt blandt mere end 700 forskere, der deltog i konferencen.
- Der er stor prestige i at vinde, så jeg tager det som et kvalitetsstempel af det arbejde, jeg har lavet, siger Christian Geisler Asmussen.
Ikke en gang de største er globale
I vinderartiklen opstiller Christian Geisler Asmussen en række modeller, der gør det muligt at vurdere virksomheder i forhold til globalisering. Det gør han med et teoretisk baseret indeks, der normaliserer virksomhedernes internationalisering i forhold til markedernes forskellige økonomiske størrelser.
Resultaterne viser blandt andet, at selv de største multinationale virksomheder er langt fra at være fuldt globaliserede, idet de stadig har en stærk geografisk skævvridning til fordel for deres hjemlande og umiddelbare nærmarkeder.
Læs hele artiklen i vedhæftede fil.
The Haynes Prize
Hvert år uddeler The Academy of International Business Foundation and the Eldridge Haynes Memorial Trust “the Haynes Prize” for den bedste artikel, der er skrevet af en forsker under 40 år. Alle artikler, der bliver accepteret til konferencen, og hvor forfatteren opfylder alderskriteriet, indgår i bedømmelsen. Det er en uafhængig komite, der gennemgår de nominerede og vælger vinderartiklen.