Når ulande skal integreres i den globale økonomi
Mærsk har en betydelig rolle
Det er verdens største containerrederi, men A.P. Møller – Mærsk spiller ikke kun en betydningsfuld rolle, når det handler om at flytte varer fra den ene ende af verden til den anden.
Et hold forskere fra CBS har netop lavet en international analyse af virksomheden i forhold til integration af ulandene i den globale økonomi.
En af konklusionerne er, at Mærsk spiller en vigtig rolle ved at skabe forbindelse mellem virksomheder i de nye økonomier og store globale koncerner i industrilandene.
Mere end blot transport
I bogen ”Container Shipping and Development – A case study of A.P. Moller - Maersk in South East Asia”, der er udgivet af CBS Press, fokuserer forfatterne på virksomhedens containeraktiviteter i Sydøastasien, især i Vietnam.
De mener, at virksomhedens containerrederier spiller en vigtig rolle ved at skabe forbindelse mellem de nye økonomier og store globale koncerner i industrilandene.
Det handler ikke kun om at flytte varer fra A til B og koordinere forskellige former for transport men også om at gøre det muligt at koordinere en stadig mere opdelt produktionsproces i en globaliseret verden, hvor produkter ofte skal samles af dele fra flere forskellige lande.
Det er nødvendigt at forsyningskæden fungerer optimalt, og derfor har virksomheden igennem mange år investeret i opbygning af infrastrukturen i flere lande.
Forfatterne
Det er Majbritt Greve, projektleder ved ECCO Shoes samt lektor Michael W. Hansen og professor og centerleder Henrik Schaumburg-Müller fra Centre for Business and Development Studies, der står bag undersøgelsen.