Enestående præstation inden for international business

- Torben Pedersen: Flittig forfatter i et af de førende tidsskrifter inden for business og management

30/11/2007

Flittig forfatter i tidsskrift inden for business and management

I løbet af det næste år vil læsere af det amerikanske tidsskrift Journal of International Business Studies lære en professor fra CBS ganske godt at kende.

Torben Pedersen fra Center for Strategi og Globalisering får trykt ikke mindre end fire artikler i det anerkendte tidsskrift i løbet af det kommende år. Ingen anden dansk forsker har formået at gøre sig bemærket med så mange artikler i dette tidsskrift på ét år, og selv på verdensplan er det enestående.

- Det dækker over, at jeg for 2-3 års siden var meget produktiv med artiklerne, som har en forholdsvis lang produktionsperiode, siger Torben Pedersen, der har arbejdet på artiklerne sideløbende de seneste år.

Status over internationalisering

Den første artikel er netop udkommet, og her gør Torben Pedersen sammen med to andre forfattere status over forskning inden for internationalisering.

Deres pointe er, at forskningen har haft alt for meget fokus på lærings- og erfaringsbaseret udvikling og mere eller mindre fastlåste udviklingsveje. Til gengæld har der været alt for lidt fokus på, hvad virksomhedsledere kan gøre for at bestemme udviklingsretningen. De tre forfattere peger på flere spor, som forskningen bør følge i fremtiden.

I løbet af 2008 kan læserne forvente yderligere tre artikler af Torben Pedersen.

- De handler blandt andet om, hvordan datterselskaber af multinationale selskaber tapper viden og andre ressourcer i deres lokale miljø, hvad der driver off-shoring af avancerede og værdiskabende aktiviteter, og hvordan virksomheder øger deres viden om udenlandske markeder, siger Torben Pedersen.

Journal of International Business Studies – et anerkendt tidsskrift

Journal of International Business Studies (JIBS) er et af de førende tidsskrifter i verden inden for business og management. Rangeres tidsskrifterne efter impact score, lander JIBS på en 8. plads indenfor begge områder.

Impact score udtrykker, hvor meget tidsskriftet bliver citeret af forskere og således hvor stor indflydelse, det har blandt forskere. En 8. plads er en meget høj placering.

Kontakt Lonnie Høgh, hvis du vil læse Torben Pedersen første artikel.

Sidst opdateret: Communications // 30/11/2007