Verdensborgere med behov for at skille sig ud

- Ikke en typisk økonomisk bog om globaliseringen

18/02/2009

Ikke en typisk økonomisk bog om globaliseringen

Hvornår begyndte man for alvor at tale om et verdenssamfund, og hvad betyder fænomenet egentlig for verdenssystemer og nationer? En ny bog af professor Ole Thyssen, Verdenssamfundet, forsøger at svare på dette ved at sætte fokus på den filosofiske side af globaliseringens udfordringer.

Verden og verdenssamfundet

For at forstå teorien om verdenssystemerne, og om at alt og alle er forbundet i en globaliseret verden, inviterer bogen på et blik tilbage i tiden om oprindelsen af begrebet verdenssamfund.

- Ordet verden har været kendt længe, men man talte først om verdenssamfundet, da vi begyndte at rejse ud over vore egne landegrænser. I et verdenssamfund lærer man af andre landes erfaringer, og man kan derved nemmere opnå succes og undgå de samme fiaskoer, forklarer Ole Thyssen.

Nationer er svage, men ikke døde

Selvom ideen med verdenssamfundet er, at vi kan dele og lære af hinanden, og de forskellige samfund derfor vil blive influeret af hinanden, vil de enkelte nationer aldrig uddø.

- Den nutidige nationalfølelse er svagere end den, vi så tilbage i 1800-tallet, men vi vil gerne differentiere os fra andre nationer, og vi vil derfor stadig adskille os via traditioner, religioner, kultur og så selvfølgelig geografiske og lokale begrænsninger og muligheder, siger Ole Thyssen.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 18/02/2009