Kom ud over ’burhønse-metoden’
Styrings- og ledelsesproblemerne i den offentlige sektor
New Public Management har i 25 år været det overordnede koncept for den offentlige sektors styring: Mål- og resultatstyring, kontraktstyring, kvalitetskontrol, præstationsmålinger osv. skulle være med til at forbedre situationen.
Den megen kontrol og registrering har imidlertid taget overhånd. Det tager i for høj grad ledernes og medarbejdernes tid, opmærksomhed, energi og overskud til nytænkning. Fokus er flyttet fra personaleledelse, brugerkontakt og kvalitetsudvikling over mod administration, kontrol og dokumentation. Lederskabet er dermed blevet skubbet i baggrunden.
Det er emnet i Preben Melanders nye bog 'Det fortrængte offentlige lederskab', der diskuterer styrings- og ledelsesforholdene i en tid, hvor det offentlige samtidigt er presset af øgede servicekrav og rekrutterings- og fastholdelsesproblemer. Behovet for godt lederskab er derfor øget.
Behov for alternative lokale ledelsesformer
Politikerne stiller krav om økonomistyring og kvalitetskontrol, og det skaber ifølge Preben Melander et behov for alternative ledelsesformer, der lokalt skaber rum for refleksion, læring og innovation på trods af det stærke kontrolregime.
-Lederne i det offentlige skal have muligheden for at bruge deres nysgerrighed og entusiasme til at skabe værdier og plads til udvikling på arbejdspladsen. De skal have mulighed for at komme ud over ’burhønse-metoden’, hvor alt er sat i faste rammer, siger Preben Melander.
Han håber, at bogen kan bidrage til en konstruktiv lokal debat i de danske organisationer og derigennem være med til at genopfinde det gode offentlige lederskab.