Torben Pedersen har fået en plads i ”håndbogen”
Ny udgave af ”Oxford Handbook of International Business”
”Oxford Handbook of International Business” bliver opfattet som selve ’håndbogen’ inden for international business. Bogen opsamler stort set alt, hvad der er værd at vide inden for området.
Det er førende forskere som Peter Buckley, John Child, Bruce Kogut, John Dunning, Andrew Pettigrew og Alan Rugman, der præsenterer forskning i bogen. Nu har professor Torben Pedersen fra Center for Strategi og Globalisering fået et kapitel i den seneste udgave.
Torben Pedersens bidrag er skrevet sammen med Julian Birkinshaw, London Business School. Det gennemgår den omfattende forskning omkring multinationale selskabers datterselskaber, og hvordan de udenlandske datterselskaber typisk har fået en voksende rolle i koncernerne.