CBS henter flere midler hjem fra EU’s kasse
Øget indsats for EU-midler giver resultater
I 2007 indsendte CBS 20 ansøgninger til EU-forskningsmidler. I 2008 blev antallet af ansøgninger fordoblet. CBS har siden december 2007 massivt øget sin indsats i kampen om forskningsmidlerne, og den indsats bærer nu allerede frugt.
Ikke alene har CBS ansøgt om flere midler, men succesraten for at opnå midlerne er også steget markant. I 2007 sendte CBS 18 ansøgninger til det 7. rammeprogram, der har fokus på forskning i uddannelse og innovation. Heraf kom kun to kontrakter i stand. I 2008 sendte CBS 19 ansøgninger, og af dem har de 8 allerede resulteret i en kontrakt – og flere af ansøgningerne er endnu ikke færdigbehandlede. Indtil videre giver det en stigning i succesraten på 31 procentpoint.
Nu kan forskerne koncentrere sig om at forske
En del af hemmeligheden bag de mange forskningsmidler, der bliver skrabet ind, ligger i det markante fokus på at lette ansøgningsprocedurerne for universitets forskere. Tidligere lå det administrative arbejde hos forskerne selv. I dag bliver benarbejdet udført af to administrative ansatte, der er specialiserede i at udforme gode ansøgninger.
-Det er stadig en stor mundfuld at ansøge om EU-forskningsmidler, men i dag har vi allerede sorteret informationen for forskerne, når de henvender sig om en ansøgning. Det gør, at de i langt højere grad tør springe ud i proceduren, forklarer EU-forskningskonsulent, Lise Vinkel Clausen.
CBS får større indflydelse på forskningsprojekter
Den øgede professionalisering i ansøgningsprocedurerne kan tydeligt ses, når EU-midlerne bliver fordelt. Når CBS i dag ansøger om midler sammen med partnere i internationale konsortier, får universitetet nu op mod 10 % af de tilgængelige forskningsmidler inden for konsortiet, hvilket er en markant stigning i forhold til tidligere år. Og flere penge betyder større indflydelse på forskningsprojekterne.
Selvom Lise Vinkel Clausen er overordentligt tilfreds med resultaterne i 2008, bliver der ikke hvilet på laurbærrene.
-Den store udfordring i 2009 bliver at få lagt en decideret strategi for, hvilke midler, vi vil prioritere at få ind. Strategien kan sikre, at vi søger der, hvor det er mest fordelagtigt.
Det 7. rammeprogram – hvad er det?
Formålet med programmet er at gøre EU til den førende region inden for udviklingen af ny teknologi, og det er den hidtil største satsning på højteknologisk udvikling i Europa. Fra 2007-2013 kan virksomheder og forskningsinstitutioner få del i 50 mia. euro.