En klynge af muligheder og udfordringer
Bog sætter klyngepolitik på dagsordenen
Professor Susana Bórras har netop udgivet bogen 'Cluster Policies In Europe', som sætter fokus på, hvor vigtigt det i dag er for et land at tilpasse sin politik efter virksomhedsklyngers dynamiske behov. Men hvorfor er det så nødvendigt at tage hensyn til disse klynger? Og hvad kan der ske, hvis man ikke arbejder sammen på alle niveauer?
Klynger samarbejder og konkurrerer
En klynge er en række virksomheder, som befinder sig inden for samme branche og er lokaliseret tæt på hinanden. Hvis deres marked ændrer sig, rammes en lang række virksomheder som også påvirker hinanden. Derfor er det vigtigt, at politikerne imødekommer de institutionelle rammer som kan hjælpe klyngevirksomhederne til at være konkurrencedygtige på det internationale marked. Og når klyngens behov ændres – og det gør den hele tiden – skal disse institutionelle rammer også ændres.
Kina vs. Italien
Susana Bórras nævner flere eksempler fra Italien, hvor politikken ikke har slået til.
- Her eksisterer en række klynge af lavteknologiske virksomheder, som producerer sko i det billige markedssegment. Det betyder, at de har været i skarp konkurrence med Kina gennem de sidste år. Virksomhederne i klyngen har nogle bestemte problemer, som staten, regionerne og kommunerne kunne have hjulpet dem med. De kunne eksempelvis have givet virksomhederne bedre muligheder for at styrke deres videnskompetencer ift. at udvikle deres teknologi, design, produktionskvalitet, osv.. Men man har simpelthen ikke været i stand til at målrette politikken på alle niveauer, siger Susana Bórras.
Hun forklarer, at problemet er, at både virksomhederne og politikerne har manglet visioner. Det har gjort, at man ikke har formået at sammenkoble midlerne mellem de forskellige niveauer, og at man dermed ikke har satset strategisk for at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne.
- EU’s midler er ikke blevet brugt i samspil med de andre niveauer, og dermed er de ikke anvendt strategisk nok, siger Susana Bórras.
Læs mere her: http://frontpage.cbs.dk/insights/880004.shtml