FUHU’s undervisningspris

- Professor Christian Knudsen og lektor Christoph Hienerth får priser for ekstraordinære undervisningsindsatser

23/03/2009

Professor Christian Knudsen og lektor Christoph Hienerth får priser for ekstraordinære undervisningsindsatser

I auditoriet bruger de den nyeste forskning, de udvikler undervisningsmateriale eller inspirerer på anden måde kollegerne. Det er nogle af kendetegnene ved modtagerne af FUHU’s undervisningspris.

Overskrider det vante skel

Professor Christian Knudsen har gennem en dedikeret 5-årig indsats på kombinationsuddannelsen i Erhvervsøkonomi og Psykologi skabt en enestående sammenhæng mellem forelæsningsrækker, casebaseret projektarbejde, en dedikeret, videnskabsteoribaseret lærebog samt et introduktionsforløb, der kobler økonomisk psykologi og erhvervsøkonomi sammen.

På et tværfagligt studium, der i sagens natur forsøger at overskride vante skel, er det afgørende, at der udvikles skræddersyede og nyskabende fagforløb. Christian Knudsen har leveret en overbevisende model for hvorledes ikke blot HA psyk., men også andre af CBS’ kombinationsstudier, hensigtsmæssigt kan skabe den nødvendige tværfaglighed.

Studerende, erhvervsfolk og undervisere bliver samlet

Også lektor Christoph Hienerth fra Institut for Innovation og Organisationsøkonomi får prisen for en fremragende og ekstraordinær indsats i undervisningen.

Han har gjort en stor indsats i forbindelse med udviklingen og implementeringen af et nyt læringskoncept inden for brugerdreven innovation. Konceptet tager i sær højde for de studerendes læringsprocesser. Deltagerne inviteres til at være del af en række aktiviteter, der kombinerer teori og praktisk anvendelse vha. møder med studerende, undervisere, praktikere og erhvervsfolk.

Christoph Hienerth går forrest, når det handler om at implementere CBS’ læringsstrategi. Han demonstrerer, hvordan pædagogik og et solidt fagligt fundament skaber fantastiske resultater og gode undervisningsevalueringer, når de to ting forenes i et aktivt og alsidigt samarbejde med de studerende.

Prismodtagerne fik begge overrakt priserne og 50.000 kr. ved CBS’ årsfest fredag den 20. marts 2009.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 23/03/2009