Strategisk eftersyn af CBS’ efter- og videreuddannelser
Strategisk eftersyn
Sammen med ledelsen vil det globale konsulentbureau Boston Consulting Group kortlægge efterspørgslen fra erhvervslivet og den offentlige sektor samt analysere det nuværende udbud af uddannelser. Boston Consulting Group gennemfører arbejdet uden vederlag (”pro bono”).
Herefter vil CBS udarbejde klare mål for CBS’ efteruddannelsesstrategi. Et af de overordnede parametre er at undersøge, hvordan hele efteruddannelsesområdet kan blive en mere integreret del af CBS’ øvrige organisation, forsknings- og uddannelsesvirksomhed. Dels for at opnå nye synergier og dels for at udnytte det fulde videnspotentiale inden for organisationen.
Rektor Johan Roos forventer sig meget af projektet:
- Vi ønsker at dygtige medarbejdere fra danske virksomheder og i den offentlige sektor helt naturligt søger mod CBS, når de ønsker at forbedre deres kompetencer, siger han.
Livslang kompetenceudvikling
CBS Executive Dean, Christer Karlsson, ser også frem til arbejdet:
- Efter flere år med vækst er vi nu klar til yderligere skridt i udviklingen af vores produktportefølje og vores rolle på CBS. CBS Executive er gennem en række år vokset til en betydningsfuld del af handelshøjskolen med en målsætning om at tilbyde alle former for livslang kompetenceudvikling inden for managementområdet. Vi sætter pris på det kommende samarbejde med udefrakommende kortlægninger og analyser.
Projektet blev lanceret mandag den 7. september og forventes afsluttet medio december 2009.
CBS Executive
CBS Executive består af Executive masteruddannelser, HD og Handelshøjskolens Efteruddannelsescenter. Læs mere om videreuddannelse.