Finanskrisen øger outsourcing

- Konference om outsourcing og offshoring 15.-16. oktober 2009

05/10/2009

Konference om outsourcing og offshoring 15.-16. oktober 2009

Outsourcing bliver kodeordet, når de bedste praktikere og akademikere inden for området mødes til ’The 2009 European Outsourcing Summit’.

Forskning når internationale praktikere

- Det er virkelig et klap på skulderen for CBS og for relevansen af vores forskning inden for offshoring og outsourcing, at verdens førende netværk for folk der arbejder inden for dette område har valgt at lægge deres årlige møde hos os. Det er en anerkendelse af, at vi har noget at byde på, som man også har fået øje på blandt praktikere uden for vores egne grænser, siger professor Torben Pedersen fra Center for Strategi og Globalisering.

Fra erhvervslivet deltager ledere fra blandt andre Vodafone, PricewaterhouseCoopers, LEGO og Nordea, og et af spørgsmålene på konferencen vil være, hvad finanskrisen har betydet for outsourcing i Europa.

Presset til at finde luppen frem

Torben Pedersen vurderer, at krisen vil fremskynde en del outsourcing.

- Virksomhederne bliver presset til at gå deres aktiviteter efter med lup og undersøge, om de koncentrerer deres ressourcer om det, de er bedst til, eller kan de med fordel outsource nogle af aktiviteterne?, siger han.

Han understreger dog, at det typisk vil være projekter, der med tiden alligevel ville være blevet outsourcet, så den øgede outsourcing er ikke en hurtig måde at komme gennem krisen på, men derimod en mere permanent løsning.

Krisen har dog fået en del virksomheder til at overveje, om selv nogle af de opgaver, der er tæt på kerneaktiviteterne, med fordel kan outsources. Noget, som man ellers typisk har været tilbageholdende med.

På konferencen vil Torben Pedersen sammen med professor Arie Lewin, Duke University sammenligne skandinaviske virksomheders brug af outsourcing med brugen i resten af Europa og USA.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 05/10/2009