SIMI og CBS fusionerer executive uddannelser
Scandinavian International Management Institute (SIMI) og Copenhagen Business School (CBS) fusionerer deres internationale executive-uddannelser i en ny fælles organisation – CBS-SIMI Executive. Derved skabes Nordeuropas største udbyder af internationale executive uddannelser på højeste internationale niveau.
Beliggenhed på Frederiksberg
CBS-SIMI Executive kombinerer CBS’ stærke internationale forskningsprofil med SIMI’s tætte samspil med virksomhederne om praksislæring med henblik på at skabe et førende uddannelsescenter til gavn for dansk og internationalt erhvervsliv. Det nye center vil fysisk have beliggenhed på CBS’ campus på Frederiksberg.
CBS’ bestyrelsesformand, Anders Knutsen, ser betydelige perspektiver i den nye fusion:
- CBS-SIMI Executive vil kunne tilbyde studerende og kursister et stærkt internationalt netværk, tæt tilknytning til praksis samt dyb indsigt i de nyeste internationale forskningsresultater inden for ledelse og innovation.
Bestyrelsesformand for SIMI, Kenneth Plummer, ser samarbejdet med CBS som en unik mulighed:
- SIMI’s stærkt internationaliserede og virksomhedsnære uddannelseskoncept bliver en del af et globalt brand, og dermed sikres uddannelserne større værdi gennem international markedsføring, akkrediteringer og rankings.
Vil levere uddannelsesbaseret forskning
Rektor på CBS, Johan Roos, glæder sig over, at CBS fremover vil kunne trække på SIMI’s stærke portefølje af uddannelsesprogrammer og store netværk blandt danske og internationale virksomheder.
- Fusionen giver os mulighed for at trække på hinandens styrker inden for internationale executive-uddannelser. Det endnu tættere samspil vi nu får med ledere i erhvervslivet vil gavne CBS’ stærke forskningsmiljøer, så vi ikke alene kan levere forskningsbaseret undervisning, men også uddannelsesbaseret forskning og dermed ruste os endnu stærkere til den globale videnskamp, siger Johan Roos.
Direktør i SIMI, Torben Klein har også store forventninger til fusionen
- Der er ingen tvivl om, at det vil skabe en stærk synergi at koble SIMI’s erhvervsnære uddannelser, med deres pædagogiske forankring i ’action learning’ sammen med CBS’ stærke forskningsmiljøer og brede akademiske kvaliteter. Med ét spring kan vi udvikle en bredere vifte af uddannelser, der byder på mere end summen af det bedste fra de to hidtidige institutioner. Så vi glæder os til at komme i gang med samarbejdet, siger Torben Klein, der er leder af fusionsprocessen.