CBS’ bestyrelse får nyt medlem

Den rutinerede erhvervsmand Alfred Josefsen, der indtil fornylig stod i spidsen for Irma og nu er bestyrelsesformand i UNICEF Danmark, bliver nyt medlem af CBS’ bestyrelse

30/04/2013

Bestyrelsen på CBS får den rutinerede erhvervsmand Alfred Josefsen som nyt medlem. Han er i offentligheden kendt for igennem mange år at stå i spidsen for Irma som adm. direktør og har gjort karriere inden for retail- og dagligvareområdet. Han arbejder i dag med ledelsesrådgivning og bestyrelsesarbejde og skal nu hjælpe med at lede CBS.

- Vi skal leve af viden og CBS er en utrolig vigtig institution, hvad angår at øge kompetence- og vidensniveauet i Danmark. Det glæder mig derfor at indtræde i bestyrelsen og forhåbentlig bidrage til en endnu stærkere institution præget af studieglæde, undervisningsglæde og forskningsglæde, siger Alfred Josefsen, der kender business school’en indefra. Han blev i 1985 cand. merc. fra Handelshøjskolen i København, som senere skiftede navn til CBS.

Alfred Josefsen er i dag bestyrelsesformand i UNICEF Danmark og Sport One og medlem af bestyrelserne for Madkulturen og Arla Fonden. Han er desuden forfatter til bøgerne ”Kære Irma” og ”Min Passion for Ledelse”, samt adjungeret professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS. Han afløser CEO for SimCorp A/S, Klaus Holse, der har været medlem af bestyrelsen siden 2005 og udtræder efter at have været medlem af bestyrelsen i de maksimale otte år, som vedtægterne tillader.

- Klaus Holse har gennem de otte år leveret en fantastisk indsats i CBS’ bestyrelse, og hans særlige kombination af et fast og skarpt blik for CBS’ udfordringer, et imødekommende sind og hans store IT-viden vil blive savnet. CBS får med Alfred Josefsen en kompetent afløser i bestyrelsen med en profil, der komplementerer den øvrige bestyrelse på bedste måde, siger formand for bestyrelsen Peter Schütze.

Alfred Josefsen indtræder i bestyrelsen 15. juni 2013.

Fakta:
CBS’ bestyrelse består af seks udpegede eksterne medlemmer, tre valgte medarbejderrepræsentanter og to valgte studenterrepræsentanter. De eksterne medlemmer udpeges i deres personlige egenskab. Indstilling og udpegning af eksterne bestyrelsesmedlemmer foretages af hhv. bestyrelsens indstillingsorgan og bestyrelsens udpegningsorgan. I begge organer er der repræsentation af personer udenfor CBS’ bestyrelse. Læs mere om bestyrelsen

For flere informationer kontakt bestyrelsesformand Peter Schütze gennem specialkonsulent Anders Jonas Rønn Pedersen tlf: 38 15 20 36 eller presserådgiver Mikael Koldby mk.ea@cbs.dk

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 25/01/2024