Kandidater fra CBS anbefaler deres uddannelse til andre
En uddannelse fra Copenhagen Business School leverer varen og giver dimittenderne de rigtige kompetencer til et job i erhvervslivet. Det er responsen fra 1.429 kandidater, der færdiggjorde deres uddannelse på CBS i perioden 2008-2012. Mere end fire femtedele af respondenterne er nu i arbejde og har erfaret, at der er sammenfald mellem de kompetencer, de er blevet trænet mest i under uddannelsen og dem, de siden har haft brug for i deres job.
De tre væsentligste kompetencer, de studerende tilegner sig på CBS-studiet, er ifølge dimittenderne evnen til at tilegne sig ny viden, evnen til at analysere komplekse problemstillinger og teoretisk viden inden for et fagområde.
Analyserer komplekse problemer
Og det er særligt evnen til at tilegne sig ny viden og evnen til at analysere komplekse problemstillinger, de har brugt mest i deres job, svarer de. Det er nyheder, som ikke overrasker, men glæder Sven Bislev, prodekan for uddannelse.
- Det er vældig positivt, at kandidaterne fra CBS erfarer, at der i erhvervslivet er brug for netop de kompetencer, de har tilegnet sig under studiet. Som uddannelsesinstitution prioriterer vi at have en tæt relation til erhvervslivet, og jeg tror, det er frugten af dette arbejde, vi ser skinne igennem i dimittendundersøgelsen, siger han.
Formidling kan styrkes
Uddannelsernes værdi på arbejdsmarkedet kan være årsagen til, at hele 97 procent af kandidaterne vil anbefale deres CBS-uddannelse til andre. Kandidaterne fremhæver dog også, at teori fylder mere på uddannelsen, end der tilsvarende er behov for i erhvervslivet. Og at evnen til at formidle deres viden til andre er en kompetence, der er mere brug for i jobbet, end den er blevet prioriteret i deres uddannelse.
- Der vil nok altid være en tendens til, at det abstrakte og teoretiske fylder mere i uddannelsen end i erhvervslivet. At studere er jo en form for forskningsproces. Evnen til at formidle er i dag en vigtig og efterspurgt kompetence i erhvervslivet, så her tror jeg, kandidaternes ønske er helt rigtigt, og det er i tråd med vores egne prioriteringer, siger Sven Bislev og tilføjer:
- Vi arbejder med at variere måden, de studerende præsenterer deres arbejde på. I nogle kurser stilles der krav om analyser, der har form som videnskabelige artikler, men i stigende grad bliver der nu arbejdet med mere modtagerorienteret formidlingsformer. Video- og PowerPoint præsentationer fylder mere og mere på kurserne, og inden for den skriftlige formidling bliver de lange artikler ind imellem erstattet af kortere og mere præcise notater. Undersøgelsen viser mig, at vi arbejder i den rigtige retning, siger han.
Nogle tal fra Dimittendundersøgelse 2013:
97% vil anbefale andre at tage en uddannelse på CBS |
69% har job, der ligger i direkte forlængelse af kandidatafhandlingen eller inden for uddannelsens traditionelle ansættelsesområde |
Efter et år er 93% af en årgang i arbejde, og efter to år er tallet 98% |
89% beskriver deres ansættelse som fastansat eller trainee |
13% har eller har haft arbejde uden for Danmark - primært (9%) i Europa |
Mere end hver fjerde dimittend arbejder med økonomi, finans og regnskab |
Fire ud af fem dimittender vil gerne fastholde kontakten til CBS efter endt uddannelse |
Metode: 5236 dimittender fra CBS er spurgt om de vil deltage i spørgeskemaundersøgelsen. 1429 dimittender har sagt ja tak, hvilket giver en besvarelsesprocent på 27,3.
For flere oplysninger kontakt prodekan Sven Bislev, sb.ikl@cbs.dk eller pressekonsulent Mikael Koldby mk.ea@cbs.dk