Ole Andersen skyder samarbejde med CBS i gang

Formand for Danske Banks bestyrelse Ole Andersen vil give sine praktiske erfaringer med bestyrelsesarbejde videre til CBS. På torsdag den 26. marts tiltræder han som ny adjungeret professor, hvor han holder foredrag om bestyrelsesdynamik og -ledelse.

23/03/2015

Ole Andersen, Danske Bank
Ny adjungeret professor ved CBS, bestyrelsesformand for Danske Bank Ole Andersen. Foto: Danske Bank.

Som bestyrelsesformand for bl.a. Danske Bank, Chr. Hansen, B&O og Tiger-butikkerne er CBS’ nye adjungerede professor Ole Andersen blandt Danmarks mest indflydelsesrige erhvervsledere.

På torsdag bliver han officielt tilknyttet Center for Corporate Governance. Centret har udnævnt ham på baggrund af hans ”omfattende erfaring og indsigt i bestyrelsesarbejde og virksomhedsledelse”, og fordi samarbejdet vil ”tilføre forskningen en unik anvendelsesorienteret dimension, der vil skabe ny viden og udvikle best practice”, lyder det i indstillingen.

Ole Andersen beskriver det som ”en ære” at blive udnævnt og ser frem til samarbejdet:

- Mine ambitioner er at bidrage til udviklingen af corporate governance generelt og bestyrelsesarbejde specifikt. Jeg tror at samarbejdet mellem erhvervslivet og den akademiske verden er til gavn for begge parter og ud over mit bidrag til undervisning og forskning, så forventer jeg bestemt også at kunne tage noget med den anden vej, siger Ole Andersen.

Bestyrelsesdynamik og bestyrelsesledelse
På torsdag den 26. marts kl. 16:00 til 18:00 vil rektor Per Holten-Andersen byde Ole Andersen velkommen til CBS, hvorefter Ole Andersen afholder sin første forelæsning som adjungeret professor. Temaet er bestyrelsesdynamik og -ledelse.

Han vil behandle emner som bestyrelsens vigtigste opgaver i relation til værdiskabelse, kendetegn ved velfungerende bestyrelser, kvalitetssikring og faldgrupper i beslutningstagen, bestyrelsen størrelse og adfærdsnormer i gruppen samt formandens rolle i at formidle samarbejde og sætte retning.

Det er dog ikke første gang Ole Andersen står ved talerstolen på CBS, da han allerede underviser på CBS Executives Board Leadership Masterclass og på andre bestyrelsesuddannelser. Herudover har han fungeret som dommer ved CBS Case Competition og deltaget i flere debatter på CBS.

Læs mere om tilmelding og programmet for tiltrædelsesforelæsningen

For yderligere information kontakt:
Professor Steen Thomsen, Center for Corporate Governance, CBS
Tlf.:  5121 1908; st.int@cbs.dk


Om Center for Corporate Governance, CBS
Center for Corporate Governance på CBS blev oprettet i 2005 og anses som værende et af de førende forskningscentre inden for Corporate Governance. Centeret fremmer et forskningsmiljø, hvor viden om selskabsledelse udvikles og udveksles på tværs af områder både globalt og lokalt. Visionen er at udføre banebrydende forskning inden for Corporate Governance, der skaber værdi for virksomheder og samfundet. Center for Corporate Governance har 15 forskere og 3 Ph.d. studerende tilknyttet.
 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 17/12/2017