BA, Information Management – fremtidens uddannelse?
28/04/2015
Til sommer bliver 23-årige Caroline Dyrby Ranek BA i Information Management. Men hvordan vælger man overhovedet en uddannelse, som de fleste ikke engang ved, hvad betyder?
”Jeg troede først, jeg skulle læse jura”, griner Caroline. ”Men så fortalte en fra min familie om denne her uddannelse på CBS, hvor man både lærer om kommunikation og også om mere tekniske områder – og om hvordan organisationer og virksomheder arbejder med data og viden. Jeg så en video med en gut, der fortalte, hvor vigtigt det er, at viden bliver samlet og formidlet ”. Det job kunne jeg virkelig godt forestille mig selv i.
Det er vigtigt at sætte sig ind i studiet så godt man kan, enten ved at deltage på åbent hus, eller at læse beskrivelser på cbs.dk:
”Jeg læste om de forskellige fag, og de var en god kombination af teknik, kommunikation og kreativitet – altså vi skulle både lære at definere problemer og udfordringer OG kunne løse dem. Det er mange discipliner på én gang.”
Om studiestart fortæller Caroline, ”Vi havde en fantastisk rustur, og i starten frygtede jeg faktisk, at niveauet var for højt for mig – men det var svært på den fede måde: Jeg befandt mig godt i teksterne, og der var god plads til kritiske spørgsmål til underviserne. Det var ikke det dér klassiske elev-lærer-forhold, som jeg kendte fra min skoletid.”
Det sociale
Caroline fortsætter, ”Vi har en god årgang. Vi har være i byen sammen, middage, gruppearbejde – du er ikke isoleret fra alle andre. Jeg har skiftet gruppe tre gange – ikke fordi vi ikke kunne lide hinanden, men fordi faglighederne skal passe sammen og passe ind i ens arbejdsskema. Jeg har både en hest og et job ved siden af, som jeg også skal passe – og det er lettest, hvis alle i gruppen har det samme skema. Nu har jeg en gruppe, hvor vi får det bedste ud af hinanden. Grupper er klart en fordel, da der er for meget arbejde til, at man kan klare det selv.”
På 5. semester var Caroline i Belgien i praktik: ”Det var lidt hårdt, men hvis man gider arbejde lidt ekstra, så er det utroligt værdifuldt. Man skal bare finde et tidspunkt til at tage de fag, som man ellers ville have taget herhjemme eller på udveksling. Erhvervserfaring i kombination med muligheden for at bruge alt det, man har lært de første 2 år, var en helt fantastisk oplevelse. ”
”Jeg er overbevist om, at jeg har valgt rigtigt. Ingen virksomheder eller organisationer kan overleve uden at tage videndeling og det at skabe viden alvorligt. Det er fremtidens uddannelse”, slutter Caroline.
Efter sommerferien starter Caroline på den helt nye CM (it) e-business.
Hvis du vil vide mere om BA, Information Management, kan du læse mere her.
Bemærk at uddannelsen foregår på engelsk.
Du kan også høre mere på CBS til åbent hus d. 7. maj
Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 17/12/2017