Med Egne Ord: Lea Lønsted, HR Business Partner i Qatar
Foto: Frederik Bisbjerg / RedHornPhotography
Hvordan var du som studerende på CBS?
Jeg engagerede mig en del i studenterpolitik i det daværende De Studerendes Råd, hvor vi blandt andet diskuterede FLØK-undervisningen med lektorerne, og jeg var med i en arbejdsgruppe, der undersøgte mangfoldighed i akademia på tværs af studerende og personalegrupper. Jeg var også en del af miljøet omkring CBS Cafeerne, hvor jeg blandt andet sad som bestyrelsesformand i en del år.
Hvordan fik du dit første job, efter du blev færdig på CBS?
Jeg gik i gang med at søge jobs, mens jeg skrev speciale, så jeg havde en kontrakt i hånden med A.P. Møller-Mærsk inden jeg blev færdig. Jeg gik i gang med at arbejde på fuldtid to uger efter, jeg havde forsvaret mit speciale.
Holder du kontakten med nogle af dine gamle medstuderende? I så fald hvordan?
Jeg har kontakt med enkelte af mine tidligere medstuderende, og det er primært fordi, vi har været tilknyttet den samme arbejdsplads. Jeg har løbende været i kontakt med CBS, hvor jeg blandt andet har holdt forelæsninger og været tilknyttet flere mentornetværk. Jeg har tættere personlig kontakt med folk, jeg arbejdede sammen med, inden jeg begyndte at læse.
Hvad er den vigtigste erfaring, du fik på CBS, som du stadig bruger i dit daglige arbejdsliv?
Jeg havde allerede arbejdet en del år inden jeg begyndte at læse, så jeg havde masser af praktisk erfaring, som jeg kunne referere til for at forstå og arbejde med det teoretiske på studiet. Jeg bruger stadig elementer fra både filosofien og økonomien i min arbejdsmæssige hverdag. Siden jeg blev færdig, har jeg arbejdet i internationale virksomheder, og det har været en kæmpe fordel, at jeg havde et engelsk ’business’-ordforråd fra min overbygning.
Hvilke øjeblikke i din karriere har været de vigtigste for dig – og hvorfor?
Det internationale har altid været en grundpille i hele min karriere og har formet mig som menneske både i mit arbejdsliv og privatliv. Allerede inden jeg begyndte at læse, havde jeg rejst en del og arbejdet udenlands. Verden uden for Danmark er fuld af mangfoldighed, og man udvikler sig som menneske ved at se andre måder at leve på og drive forretning på.
Beslutningen om tage til Qatar i 2011 og arbejde for Maersk Oil har været et væsentligt vendepunkt i min karriere og for min familie. Det har åbnet vores øjne for det globale samfund i en væsentlig højere grad, end man oplever det i Danmark, og givet os alle en grundlæggende forståelse for verden som en potentiel arbejdsplads. 'Vi flytter til New York til august hvor jeg har fået job for FN som Chief of Learning, Leadership Development and Organisational Development.