CBS rammes hårdt af regeringens besparelser
Alle universiteter har fornylig modtaget et brev fra Uddannelses- og Forskningsministeriet med besked om, at det videregående uddannelsesområde skal "frigøre ressourcer", som løber op i milliarder.
- Vi er det universitet, hvor den statslige uddannelsesbevilling udgør den største del af den samlede statslige bevilling. Udspillet fra regeringen vil derfor ramme CBS relativt hårdest. Det her er en markant udfordring for os, hvis det gennemføres som skitseret, siger rektor Per Holten-Andersen.
Ministeriet har i et brev informeret om, at CBS sammen med de øvrige universiteter skal spare to procent på uddannelsesområdet i 2016. Kravet stiger med to procent årligt til knap otte procent i 2019.
Rektor Per Holten-Andersen peger på, at Copenhagen Business School så sent som i år har været igennem en stor sparerunde og desuden har dokumenteret en generel underfinansiering sammenlignet med de øvrige universiteter. CBS er samtidig med 22.000 studerende og høj beskæftigelse den største leverandør af kompetente medarbejdere til den private sektor.
- CBS havde allerede et møde med ministeren i kalenderen, da besparelserne blev udmeldt. På mødet med ministeren vil det nye udspil til besparelser stå øverst på dagsordenen. Private virksomheder i Danmark efterlyser flere kandidater fra os og vi har i år afvist rekordmange kvalificerede ansøgere, simpelthen fordi der ikke er penge til at optage flere, uden det går endnu mere ud over kvaliteten af uddannelserne. Det skal vi naturligvis tale med ministeren om, siger Per Holten-Andersen.
For flere oplsyninger kontakt Head of Presidents Office Martin Kramer-Jørgensen, phone: +45 3815 2062, email: mj.ls@cbs.dk eller Press Manager Mikael Koldby, mobile: +45 40 20 44 54, email: mk.ea@cbs.dk