Med egne ord: Peter Scharff, Country Manager, SMB Sales, Nordics i Google
Foto: Privatfoto
- Hvordan var du som studerende på CBS?
Jeg var flittig og stræbsom, tør jeg godt sige. Men jeg missede ikke den sociale del – der er ikke mange fester, der er gået min næse forbi. Med planlægning kan det godt lade sig gøre.
- Hvordan fik du dit første job, efter du blev færdig på CBS?
Jeg søgte det efter min bachelor, hvor jeg fik job i en gammel tysk virksomhed. I forbindelse med min master startede jeg egen virksomhed, der var mit første job, efter jeg blev master.
- Hvad er den vigtigste erfaring, du fik på CBS, som du stadig bruger i dit daglige arbejdsliv?
Netværk. Forstået på den måde at kunne iscenesætte forskellige stakeholders med forskellige kompetencer for at få et bedre optimeret resultat. Det er alfa og omega for at et projekt lykkes, og det er en leders vigtigste opgave at kunne iscenesætte de rigtige kompetencer på det rigtige tidspunkt.
- Hvilke øjeblikke i din karriere har været de vigtigste – og hvorfor?
Det første job er altid væsentligt, fordi der er en enormt stejl læringskurve, og alle mine basale salgsevner har jeg oparbejdet i det tyske firma. Jeg har lært sindssygt meget af at være selvstændig – både om min faglighed men også lige så meget om mig selv. Og så det at nå næsten halvvejs i sit arbejdsliv og lave et fuldstændigt industri- og landeskifte.
- Holder du kontakten med nogle af dine gamle medstuderende? I så fald hvordan?
Ja. Jeg holder både kontakt fra min Masters og i høj grad fra E-MBA. Noget er i sociale sammenhænge, hvor vi holder kontakten ved lige og sørger for at mødes og spørge til hinanden og hvordan det går via fælles sociale interesser. I andre sammenhænge er det med den professionelle vinkel, at jeg bruger mit netværk til måske at lave sanity check på en ide, og så taler man med nogen, der kender en rigtig godt og har været gennem nogle ting med en selv. Nogle gange får man måske en snert mere sandhed, og det er godt.
CBS Alumni