Jubilæumsåret på CBS er begyndt
En jubilæumsbog om CBS’ historie og rolle i samfundet gennem tiden. Bygningen Kilen fremstillet i LEGO og en gallafest. Alt sammen og meget mere er til for at fejre CBS’ 100-års jubilæum i 2017.
”Siden 1917 har vi bidraget med afgørende forskning og uddannelsesmæssige kompetencer, som er med til at skabe og understøtte udviklingen af det danske samfund. Samtidig med dette er vores internationale profil blevet stærkere og stærkere. Et sådant jubilæum bør ikke gå ubemærket hen, og det er ej heller planen,” lyder det fra rektor Per Holten-Andersen.
Jubilæet understreger, hvorfor CBS er en vigtig og vægtig spiller – nu og i fremtiden. Det sker gennem aktiviteter som for eksempel CBS Diversity Day, der sætter fokus på mangfoldighed og inklusion. Det er også naturligt at fejre jubilæet ved at invitere CBS’ alumner tilbage til campus på CBS Alumni Day, der understreger, at CBS er afhængig af alumnerelationerne i udviklingen af universitetet. Erhvervsledere inviteres under VL Døgnet 2017 til CBS for at møde forskere, studerende samt danske og internationale topledere, og ved CBS’ sommerfest i juni indbydes alle studerende, CBS-ansatte og naboer til at opleve CBS.
Alle kan få et overblik over jubilæumsaktiviteterne i løbet af året på jubilæumshjemmesiden. Her fortælles CBS’ historie også i en tidslinje fra 1917 og frem til i dag.