Smileys får dig til at fremstå dummere, men flink

Smileys får dig til at virke mindre kompetent, men også markant mere flink og sympatisk. Det er konklusionen i et nyt studie om brug af emoticons mellem undervisere og studerende.

28/05/2019

Foto: Shutterstock

 

Afslutter du også dine sætninger med den lille gule med det runde smil, når du sender mails på arbejdet?

Og har du nogensinde overvejet, hvordan det får dig til at fremstå?

Ny forskning fra CBS viser, at smileys giver et indtryk af mindre kompetence, men også højere grad af venlighed og varme hos modtageren.

Og venligheden trumfer kompetencen, lyder konklusionen i det nye studie, der har undersøgt effekten af smileys på kommunikationen mellem studerende og undervisere på højere uddannelser.

”Eleverne evaluerer undervisere, der bruger smileys, bedre end dem, som ikke gør,” forklarer Antonia Erz, der er lektor på Institut for Afsætningsøkonomi på CBS og en af forfatterne bag studiet, der er udgivet i tidsskriftet Studies for Higher Education.


Varme betyder mere end kompetence
Hun har, sammen med forskere fra Edinburgh, Birmingham og Newcastle University, testet 848 elevers respons på mails fra fiktive undervisere.

Eleverne blev delt op i to grupper med samme mailbesked, dog med den undtagelse at der i den ene mail var en smiley og i den anden ingen.

Derefter blev de bedt om at vurdere afsenderen i forhold til forskellige parametre deriblandt kompetence og venlighed/varme.

Her viste det sig altså, at mails med smileys bevirkede, at eleverne anså afsenderen som mindre kompetent, men mere venlig, hvilket i sidste ende overskyggede forståelsen af kommunikationen positivt.


De studerende er ligeglade med titler
Data fra elevernes svar blev efterfølgende renset i forhold til, hvorvidt underviseren var adjunkt eller professor, og det overraskede Antonia Erz, at de studerende tilsyneladende er ligeglade med undervisernes titler:

”Jeg troede, at de studerende i højere grad ville se ned på en ung underviser med lav rang, der tilmed bruger smileys. Da jeg selv var lavere i hierarkiet, var jeg meget opmærksom på ikke at bruge smileys – jeg ville gerne tages alvorligt,” fortæller hun og tilføjer, at hun efter studiet er begyndt at bruge flere smileys i sine mails.

Dog er der en grænse for, hvor mange smileys og i hvilke situationer de giver mening, forklarer Antonia Erz videre:

”En mail, der er overplastret med smileys er nok for meget. Man skal bruge dem, hvor de giver mening og i situationer, hvor man ellers selv ville have smilet til folk. Hvis jeg skulle give dårlige nyheder, ville jeg stadig holde mig fra smileyer. Men vi har endnu ikke set på effekten i negativ feedback-sammenhæng.”


“Vi gamle kan ikke bare ignorere det digitale”
For unge i dag er online kommunikation og smileys en helt naturlig ting, men for den ældre generation kan der være en tendens til, at man tillægger emoticons en anden og større betydning, mener Antonia Erz.

”De studerende kommer ikke forbi mit kontor længere, men sender mig i stedet en mail. Derfor er det så vigtigt, at vi forsøger at forstå, hvad det betyder for os selv og de studerende, når vi bruger smileys af forskellig art,” siger hun og tilføjer:

”Vi (den gamle generation, red) kan ikke bare ignorere den digitale udvikling.”

 

For mere information kontakt Ida Eriksen, CBS Communications

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 02/09/2020