Sådan gik IIH Nordic over til en fire-dages arbejdsuge uden lønnedgang
“Det mest mediedækkede HR projekt i nyere tid”. Sådan beskrives virksomheden IIH Nordics forsøg på at fastholde deres medarbejdere – en udfordring som i 2017 resulterede i indførslen af en 4-dages arbejdsuge – uden lønnedgang. Ved hjælp af en masse teknologi, ledelsesmæssig opbakning og motiverede medarbejdere har denne arbejdsform resulteret i højere arbejdstilfredshed, færre sygedage, mindre stress og sidst men ikke mindst højere overskud.
For 2 år siden igangsatte det digitale bureau IIH Nordic eksperimentet. Resultaterne var så gode, at det nu i 2019 ikke længere er et eksperiment, men en måde at arbejde på – Nordic Life er en realitet.
For Henrik Stenmann, som er direktør i IIH Nordic, handler initiativet blandt andet om livskvalitet.
“Både for unge og mere erfarne medarbejdere gælder det, at meningsfuldt arbejde, som man selv har medbestemmelse over, er mere meningsfuldt. Så det handler om at stress, blodtryk og hjerte-karsygdomme reduceres når man har tre fridage i træk”.
Da projektet startede var det fortrinsvis for at holde på virksomhedens meget ombejlede medarbejdere.
“Vi er i konstant konkurrence og det er ikke nogen hemmelighed, at der er mange headhuntere, der ringer til vores medarbejdere. Hos os tilbyder vi medarbejderne noget, som de ikke kan få andre steder”, siger han.
Det er naturligvis ikke sådan lige til at gennemføre så radikale forandringer. Der har været en del tilpasninger i løbet af de første år, men der er ingen tvivl om, at IIH Nordic fortsætter dette spændende projekt, som de siden projektets start har fået fem arbejdspladspriser for.
Henrik fortæller mere om rejsen, udfordringerne og gevinsterne på dette års CBS Business Connect den 9. oktober. Her vil han blandt andet komme ind på følgende værktøjer og metoder, som IIH Nordic har gjort brug af:
- Effektive møder (IIH Nordic har nedbragt tidsforbruget på møder markant, samt forbedret kvaliteten af møderne)
- Fokuseret arbejdstid med Pomodoro Technique, samt udvikling af egen løsning til formålet
- Fokus på hurtigere og smartere læring ved brug af Flash cards, Yammer (kommunikationsværktøj ideelt til vidensdeling) og LMS (Learning Management Systems – online kurser og learning)
- Investering i tools og uddannelse i dem (alt fra udskiftning af HR-tool, projektstyringssystem, tidsregistreringssystem m.m.)
Kom med til CBS Business Connect 2019 og bidrag til diskussionen om, hvordan vi bedst implementerer, styrer og ikke mindst accepterer forandringer i organisationen.