Cand. merc.-studerende tilbydes at skifte studie

En gruppe af studerende på cand.merc. er tilbudt at skifte linje på grund af fejl i sagsbehandlingen af årets ansøgninger.

14/12/2021

Studerende i et auditorium

CBS har tilbudt 222 studerende på 1. semester af deres kandidatuddannelse at skifte linje på cand.merc. på grund af fejl i behandling af årets ansøgninger. Det siger CBS' studiechef Bitta Nielsen.

"Vi ændrer vores sagsbehandling af retskrav på cand.merc. til ikke kun at gælde en cand.merc.-uddannelse, men at give studerende med retskrav plads på deres 1. prioritet på de 14 linjer på cand.merc., i det omfang der er plads. Det betyder et par hundrede studerende kan nå at skifte linje i forbindelse med forårssemesteret 2022, hvis de altså gerne vil," siger studiechef Bitta Nielsen.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har i forbindelse med en klagesag tidligere på året præciseret, at studieadministrationen, i det omfang der er plads på de enkelte linjer på cand.merc., skal give CBS-studerende med retskrav deres førstevalg af linje. Det er ikke tilstrækkelig håndtering af retskrav at sikre en plads på én af linjerne på den naturlige overbygning, cand.merc.-uddannelsen, lyder afgørelsen fra styrelsen.

En studerende har et såkaldt 'retskrav' på en foruddefineret 'naturlig' overbygning, hvis den studerende har afsluttet sin bachelor inden for de seneste tre år. 

Praksis har hidtil været at optage alle ansøgere med retskrav på cand. merc. foran øvrige kvalificerede ansøgere og derefter fordele pladser på de 14 cand.merc.-linjer efter de samme udvælgelseskriterier for alle optagne studerende, typisk karaktererne, uanset retskrav eller ej.

I alt omfatter tilbuddet 222 CBS-studerende med retskrav til cand.merc., der næste år kan skifte linje til deres 1.prioritet fra deres ansøgning i 2021.

 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 15/12/2021