Ledererfaring og videndeling

Stine Bosse, TrygVesta, fadder for CBS' EMBA-hold

12/10/2005

Stine Bosse fadder for CBS executive MBA

Administrerende direktør Stine Bosse, TrygVesta, er den næste i rækken af topledere, der påtager sig rollen som fadder for et executive MBA hold på Copenhagen Business School.

I lighed med tidligere faddere, skal Stine Bosse som fadder for den nuværende klasse, ”Chapter 12”, inspirere deltagerne og dele ud af sine erfaringer som topleder. Målet er at give de kommende MBA’ere adgang til personlige overvejelser om rollen som leder og refleksion over lederskab.

- Det er naturligt for mig, at gå ind i et forløb, hvor jeg kan bruge mine egne erfaringer i dialogen med en gruppe yngre ledere i et uddannelsesforløb, udtaler Stine Bosse.

- Jeg ser frem til en række åbne og gensidigt inspirerende samtaler om lederskab, personlig udvikling og måske være med til om ikke at aflive myter så måske gøre det at lede en koncern mere konkret, siger Stine Bosse.

Programdirektør Per Thiesgaard, CBS, er glad for, at Stine Bosse har taget mod invitationen til at være fadder for holdet.

- For os er det vigtigt, at vi hele tiden får koblet hverdagens erfaringer med ledelse og lederskab sammen med den teoretiske og

case-baserede undervisning. Med Stine Bosse får deltagere mulighed for få afprøvet og måske også afmystificeret tanker om lederskab, siger Per Thiesgaard.

CBS Executive MBA har en tradition for at have Danmarks topledere som faddere. De seneste tre årgange har således fået indblik i lederskab fra administrerende direktør Mark Wilson, EAC, administrerende direktør Alf Duch-Pedersen, Danisco A/S, og administrerende direktør Hans Skov Christensen, Dansk Industri.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 12/10/2005