Studerende får mentor i Danske Bank

- Ny mentorordning giver CBS-studerende mulighed for at sparre med medarbejdere i Danske Bank

31/03/2008

Ny mentorordning giver CBS-studerende mulighed for at sparre med medarbejdere i Danske Bank

Femten cand. merc. studerende fra CBS og femten medarbejdere i Danske Bank deltager i en ny mentorordning. Danske Bank-medarbejderne skal være mentorer for de studerende, og det er meningen, at mentor og mentee skal mødes mindst fire gange i løbet af det næste år.

Blandt de studerende er Leoni E. Christensen. Hun glæder sig til forløbet:

- Jeg ser frem til en personlig og faglig sparring og rådgivning omkring mit karriereforløb. Normalt drøfter jeg den slags med mine medstuderende og min familie, og jeg tror, det bliver konstruktivt at tale med en person med erfaring i dansk erhvervsliv. En person, der ikke kender mig og kan komme med nye indgangsvinkler, siger Leoni E. Christensen.

Gensidig sparring

Og det er ikke bare studerende, der får noget ud af ordningen. Leoni E. Christensens mentor hedder Andreas Wessel Knaack, og han ser også frem til at være mentor:

- Jeg vil gerne sparre og støtte Leoni, når hun skal reflektere over, hvad hun gerne vil rent karrieremæssigt. Hvad motiverer hende? Jeg håber, at hun i løbet af det år kan blive klogere på, hvad hun gerne vil. Samtidig er jeg sikker på, at de spørgsmål, hun stiller, vil få mig til at reflektere over mit eget job, hvorfor der i praksis vil blive tale om en gensidig sparring, siger Andreas Wessel Knaack, der er chefkonsulent i Group Business Development i Danske Bank.

Kompetencer

Karriererådgiver Finn Kjerulff Hansen fra CBS’ Career Center er sikker på, at det kan være gavnligt for de studerende at få en mentor:

- De studerende kan sparre med erhvervsfolk, der har erfaring og en viden, som de kan give videre. Jeg kan forestille mig, at mange studerende vil tale om faglige og personlige kompetencer: Hvad kræves der i de forskellige jobs? De kan også få tips om, hvordan man brander sig selv, og så er der jo en god mulighed for at netværke og få indblik i en virksomhedskultur, påpeger han.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 01/04/2008