Kulturel intelligens som strategisk ressource
7,8 millioner kroner til forskningsprojekt ledet af professor Anne-Marie Søderberg
Professor Anne-Marie Søderberg, Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse, CBS, har modtaget 7,8 millioner kroner fra Det Strategiske Forskningsråd. Hun skal lede det tværfaglige projekt: ”Kulturel intelligens som strategisk ressource”, som 20 humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere ved CBS og Aalborg Universitet deltager i.
Kulturforskelle er fortsat en udfordring for virksomheder i den globale økonomi. Det erfarer danske ledere og medarbejdere, når de udstationeres i de nye vækstlande. Eller når de arbejder i et multinationalt team på et dansk hospital eller uddannelsesinstitution. Gode fremmedsprogskundskaber og viden om andre kulturer, markeds- og samfundsforhold er nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt.
Selvrefleksion og interkulturelt engagement
- Det er også vigtigt, at man bliver bevidst om, hvordan ens egen kulturelle baggrund ubevidst kan præge måden at lede og samarbejde med andre, skabe tillid og løse konflikter, påpeger Anne-Marie Søderberg og uddyber:
- Når man arbejder tæt sammen med folk fra andre kulturer, skal samarbejdet være præget af en oprigtig interesse i at forstå den anden part og lære af andre perspektiver og erfaringer. I et multinationalt team er der mennesker, der har andre forestillinger om, hvad der kendetegner god ledelse, professionelle beslutningsprocesser og acceptabel håndtering af konflikter. Derfor må man slå autopiloten fra og overveje, hvordan man kan skabe en fælles platform, selv om der kan være vidt forskellige bud på, hvad der er ’best practice.
Kulturel diversitet som ressource
Ifølge Anne-Marie Søderberg har mange ledelses- og kommunikationsforskere betragtet kultur som en barriere og et filter, der slørede kommunikationen:
- Men kulturel diversitet kan også være en ressource. Et multinationalt team kan opnå mere kreative og innovative problemløsninger, hvis deltagerne vel at mærke formår at udnytte forskelligartede erfaringer og perspektiver i et konstruktivt samarbejde på tværs, siger hun.
Projektet: Det tre-årige projekt om ”Kulturel intelligens som strategisk ressource” begynder 1.april 2008. Forskerne på CBS skal i samarbejde med Carlsberg, Ecco, Grundfos, Novozymes, Vestas og VELUX undersøge, hvordan man kan styrke danske lederes og medarbejderes kulturmøder i Kina, Indien, Indonesien, Japan og Mexico. Samtidig vil forskergruppen videreudvikle begrebet ’kulturel intelligens’ i samspil med forskere fra bl.a. Harvard og Stanford University, Simon Fraser University, Canada, Technologica de Monterrey, Mexico, og Nanyang Business School, Singapore.