Frederik Obermaier præsenterer: PANAMA PAPERS
Historien om en verdensomspændende afsløring
Historien bag verdens største læk begynder en sen aften med en anonym mail: ”Hej. John Doe her. Interesseret i data?”.
Bastian Obermayer, undersøgende journalist ved Tysklands største morgenavis, Süddeutsche Zeitung, svarer omgående – og får oplysninger, der lammer ham og hans kollega, Frederik Obermaier. Det er data om postboksfirmaer i hundredtusindvis – oprettet i skattely rundt omkring i verden. Oplysningerne giver indblik i en hidtil fuldstændig hemmelig parallelverden, hvor milliarder bliver skjult og forvaltet i firmaer oprettet af Mossack Fonseca – et stort advokatfirma i Panama. Det er penge fra store koncerner, fra europæiske regeringsledere, fra alverdens diktatorer, fra oliesheiker, emirer og konger, fra mafiabosser, smuglere, narkobaroner og FIFA-ledere samt fra adelige, superrige og prominente. Offentliggørelse sker i april 2016.
Panama Papers er historien om en enestående internationalt koordineret journalistisk efterforskning og dens afsløringer af, hvordan en lille elite, der ikke mener, at de skal stå til ansvar for nogen, i et uhørt omfang har kunnet slippe af sted med at skjule uanede formuer for myndighederne i deres egne lande.
Bastian Obermayer, født 1977, undersøgende journalist ved Süddeutsche Zeitung og medlem af ICIJ – International Consortium of Investigative Journalists. Han har studeret politik ved universitetet i München og gået på den tyske Journalisthøjskole. Frederik Obermaier, født 1984, er redaktør for undersøgende journalistik ved Süddeutsche Zeitung og ligeledes medlem af ICIJ. Han har studeret politik, erhvervsgeografi og journalistik i Eichstätt i Bayern og i Bogotá i Columbia.
Præsentationen afholdes i anledning af at ”Panama Papers” nu udgives på dansk, men seminaret afholdes på engelsk.
Moderator Associate professor Brooke Harrington, Department of Business and Politics, CBS.