Skal dit næste kursus være en MOOC?
Foto: Screenshot fra Coursera
Hvornår deltog du sidst i et kursus, der havde en dramatiseret forfilm med en hovedperson stillet overfor svære dilemmaer? Hvis svaret er ’aldrig’, er det fordi, du ikke har været med i kurset Leadership in 21st Century Organizations.
Hvis du undrer dig over, hvordan sådan en video ser ud, så se med:
Kurset er oprindeligt et undervisningsforløb på CBS udviklet af professor Robert Austin og adjunkt Shannon Hessel, men det udbydes nu også som et såkaldt Massive Open Online Course eller MOOC.
Disse åbne kurser foregår online, er gratis at deltage i, og de er åbne for deltagere verden over. Det betyder, at de kan tiltrække tusindvis af deltagere, der følger med bag skærmene og får ny viden gennem video-forelæsninger, opgaver og online erfaringsudveksling.
Learning by watching and doing
Robert Austin har været med til at lave to MOOCs på CBS, og i dem begge har han eksperimenteret med formatet.
- Leadership in 21st Century Organizations er baseret på en bog, jeg har skrevet sammen med Shannon Hessel. Hun har en teaterbaggrund, og derfor fik vi professionelle skuespillere til at spille situationer fra bogen, fortæller Robert Austin.
Det betyder, at kursusdeltagere følger den fiktive karakter Jim Barton, der er blevet administrerende direktør i en større virksomhed. I løbet af kurset oplever Barton en række dilemmaer, som sætter kursets tema på spidsen.
- Han har problemer, laver fejl og forsøger nye ting. Så kan de studerende kritisere hans handlinger online, og for at hjælpe dem med det, lægger vi sideløbende forelæsninger og læsestof op, der er relevant for situationen. Men vores pointe er også, at ledelse i høj grad handler om dømmekraft. Vi må anerkende, at teorien ikke kan hjælpe dig hele vejen, og så må lederens personlige stil komme i spil, siger Robert Austin.
Ingen cash cow
CBS har over de sidste to år satset på at udvikle MOOCs som en del af sit strategiske indsatsområde om at styrke brugen af IT i undervisningen. Og den satsning gav for nylig pote, da CBS blev udvalgt til at lave en såkaldt ’specialisation’, som er Coursera’s seneste tiltag. Specialisations er en sammenhængende kursusrække, der udbydes indenfor områder som eksempelvis forretning og programmering og tilsammen giver mulighed for et diplom.
Annemette Kjærgaard er prodekan for læring på CBS, og hun har til opgave at kombinere ny teknologi med faglig udvikling og pædagogik. Hun understreger, at CBS’ engagement i MOOCs er et udviklingsprojekt – ikke en ’cash cow.’
- Formålet med vores MOOCs har ændret sig løbende. Dels er det en måde at vise studerende og resten af omverdenen, hvad CBS kan og gør anderledes. Samtidig tilfører vores arbejde med MOOCs en kæmpe værdi til den digitale undervisning, vi giver de studerende på CBS, siger Annemette Kjærgaard.
Det er nemlig ikke kun deltagere hos Coursera, der modtager undervisning online. CBS gør allerede brug af såkaldt ”blended learning”, hvor nogle dele af undervisningsforløb foregår online.
- I vores MOOCs kan vi teste ideer på et kæmpe marked, og vi kan sammenligne os med konkurrenter på den helt store scene. Men det gavner også vores onlinekurser til egne studerende, fordi vi kan bruge de vellykkede elementer fra vores MOOCs i undervisningen.
Hun forklarer, at MOOCs i det hele taget stadig udvikler sig, og der ikke er kommet en helt klar forståelse af, hvordan man bedst laver kurserne. For mens noget af det fantastiske ved MOOCs er det store antal studerende, der gratis har adgang til læring, så udgør tusindvis af studerende til et kursus også en ny udfordring.
- Det er umuligt at have en ide om 10.000 deltageres forudsætninger for at deltage, og det er svært at ramme så bred en gruppe. Så det næste bliver måske at undersøge, om man kan lave ensartede undergrupper i de store kurser, siger Annemette Kjærgaard.
Fleksibelt tilbud til alumner
Jakob Ravn er leder af CBS Learning Technologies, der står for det praktiske arbejde i at skabe og administrere CBS’ MOOCs. Han mener, at det er oplagt for CBS-alumner at give MOOCs en chance.
- Det er gratis uddannelsestilbud af høj kvalitet, og både vores og andre udbyderes kurser har en oplagt faglig relevans for CBS-alumner. Samtidig betyder den tidsmæssige fleksibilitet, at det passer godt til folk, der i en travl hverdag ikke har tid til at være bestemte steder på bestemte tidspunkter, siger Jakob Ravn.
Han fortæller, at Massachusetts Institute of Technology har brugt MOOCs som adgangsgivende til en master-uddannelse, og at nogle universiteter allerede bruger MOOCs som en del af deres master-uddannelser.
- Så der bliver eksperimenteret voldsomt i samspillet mellem betalte og gratis kurser, der ikke endnu er meritgivende i Danmark. Det kommer vi helt givet også til at eksperimentere med, og det kan jo godt være, at nogle af de certificerede efteruddannelsestilbud, der findes nu, fremover vil kunne tages mere fleksibelt online, siger Jakob Ravn.
Ligesom Jakob Ravn ser professor Robert Austin også store perspektiver i MOOCs fremover.
- Fremtiden for det her bliver at finde ud af, hvad der er bedst at gøre online, og hvad der er bedst at gøre i ’klasselokalet’. Vi har i mange år brugt tiden i klasselokalerne på at videregive information. Men fremover kan vi måske videregive information på video og så bruge underviserens tid med de studerende på mere dialog, siger Robert Austin.
Se CBS’ kursuskatalog hos Coursera
Læs interview med Robert Austin i Financial Times om Leadership in 21st Century Organizations-kurset.
For yderligere information kontakt Annemette Kjærgaard eller Jakob Ravn