Den ansvarlige medarbejder betaler en høj pris for sin frihed

Følelsen af ikke længere at vide, hvornår man har udført sine arbejdsopgaver og levet op til ledelsens, kollegaernes og ikke mindst sin egne faglige forventninger, har lagt sig som en dyne over offentlige organisationer.

Det siger Niels Åkerstrøm Andersen, professor ved Institut for Business Humaniora og Jura ved CBS. Han forsker i dynamikkerne mellem medarbejdere og ledelse, og har blandt andet analyseret, hvordan der i offentlige organisationer er sket et skifte i forventningerne til medarbejderne fra pligt til hyperansvar.

Mange går hjem hver dag med en følelse af at svigte lidt, og det er hårdt at være i.

Niels Åkerstrøm Andersen

”Engang var medarbejderes forpligtelse på jobbet præciseret i en arbejdsbeskrivelse, og de vidste, hvornår de havde udført deres opgaver. I dag har mange selv ansvar for at definere deres rolle og opgaver, og det gør det svært at vide, hvornår deres ansvar begynder og slutter,” siger Niels Åkerstrøm.

Årsagen er, ifølge forskeren, at offentlige organisationer er blevet så komplekse, at ledere ikke længere kan gennemskue organisationens behov, hvorfor de må lægge ansvaret over på deres medarbejdere.

Det skaber en arbejdskultur, hvor selvledelse og engagement bliver helt centrale dyder, men hvor mange medarbejdere også bliver overansvarlige. En udvikling der har sine skyggesider, påpeger forskeren:

”Mange går hjem hver dag med en følelse af at svigte lidt for ikke at sige svigte meget, og det er meget hårdt at være i. Især fordi man ikke altid forstår, hvor følelsen kommer fra og derfor retter den indad.”

Usikkerhed skaber stress

Jeg tror ’quiet quitting’ skal læses som en slags ulykkelig kærlighed. Man elsker sit arbejde, men oplever ikke at kærligheden er gensidig.

Niels Åkerstrøm 

Problemet er til at tage at føle på. 60 procent af danskerne har ifølge Gallup følt sig stressede det seneste år, og antallet af danskere, der bliver langtidssygemeldt med stress, er steget markant de seneste år. Mere end 35.000 danskere er hver dag sygemeldt med arbejdsrelateret stress. Ny forskning på CBS har samtidig gjort op med en udbredt myte om, at stress er et resultat af overbelastning, og peger i stedet på, at væsentlige årsager til stress ofte handler om frygt for ikke at gøre sit arbejde godt nok eller leve op til forventningerne.

Med det in mente er det måske ikke helt skævt, når Niels Åkerstrøm turnerer rundt i landet med et foredrag han kalder ’Den ansvarlige medarbejders tragedie’. Noget han gør en del for tiden, for som han siger, er der igen kommet en stor efterspørgsel på nye perspektiver på det moderne arbejdsliv.

Selv forholder forskeren sig dog kritisk til et fænomen som ’quiet quitting’, hvor man leverer, akkurat hvad ens kontrakt dikterer, og ikke ét minut eller ét telefonopkald mere.

”Nok er ’quiet quitting en måde at sige nej til meget ansvar på og passe på sig selv, men jeg synes det er trist, hvis løsningen er, at vi får et for distanceret og passivt forhold til vores arbejde. Jeg tror fænomenet ’quiet quitting’ skal læses som en slags ulykkelig kærlighed. Man elsker sit arbejde, men oplever ikke at kærligheden er gensidig, og så trækker man sig lidt.”

Dertil peger Niels Åkerstrøm på en anden væsentlig pointe, nemlig at det er dybe rødder, der skal rives op. Der er nemlig stadig enormt meget status i at være drevet af passion og være stolt af sit arbejde.

”De fleste af os vil gerne have indflydelse på vores arbejdstid og vores opgaver. Og vil gerne påtage os ansvaret for, i hvilken retning vores karriere skal gå, og hvordan vi bedst realiserer og udvikler vores potentiale, men vi har også brug for anerkendelse for, at vi tager dette ansvar, og det oplever jeg ofte er en mangelvare i offentlige organisationer, hvor ledere ofte har så mange medarbejdere under sig, at de egentlig ikke ved, hvad de laver,” siger han og uddyber:

”Mange medarbejdere er i konstant ankerkendelsesunderskud og det er i bedste fald dræbende for motivationen og er i værste fald skyld i stress og mistrivsel.”

Hvad er mit ansvar i dag?

Hvad gik der galt? For at få svaret er det nødvendigt med et historisk tilbageblik.

I slut 80’erne skete der et grundlæggende skift i den offentlige sektor, hvor alle institutioner blev bedt om at være selvomstillelige og selvstændige organisationer. Så hvor det klassiske bureaukrati definerer klare roller for medarbejdere med afgrænsede pligter, er der i selvomstillelige organisationer brug for selvomstillelige og agile medarbejdere, forklarer Niels Åkerstrøm.

”Hvis du har klare roller, kommer rolledefinitionen måske i vejen for forandringen, så derfor bliver rollen nu selv at definere sin egen rolle afhængig af, hvad der lige nu er behov for. Organisationens ansvar går meta og handler om at tage ansvar for at medarbejderne selv tager ansvar i en organisation, der hele tiden er på vej et nyt sted hen. Ansvar bliver noget, der hele tiden skal afsøges og skabes. Det bliver derfor flygtigt og ubestemt,” siger han.

Således viser hans analyse, at ansvaret i løbet af de seneste 35 år er rykket over på den enkelte medarbejder. Det er ikke længere bundet op på regler eller faglighed. I stedet bliver vi nødt til at referere til os selv. Hvad er der behov for i dag, i forhold til denne patient, eller i denne læringssituation?

Hvis ikke ansvar, hvad så?

Ifølge Niels Åkerstrøm har udviklingen medført, at mange medarbejdere i dag har, hvad han kalder et ulykkelig kærlighedsforhold til deres arbejde.

Det skaber på den ene side en selvledelse som mange medarbejdere værdsætter, men det betyder også, at man aldrig ved om man gør det godt nok.

Niels Åkerstrøm

”Det er ikke som med rosen, hvor man spørger ’elsker jeg hende eller elsker jeg hende ikke?’, men snarere ’er jeg elsket eller er jeg ikke’, og ’hvad jeg kan jeg gøre for at blive elsket?’. Så man er orienteret imod at opnå den andens anerkendelse,” forklarer Niels Åkerstrøm, og pointerer, at det er den ledelseslogik der er installeret i moderne organisationer, hvor medarbejderen konstant jagter organisationens behov for at blive anerkendt og elsket.

”Det skaber på den ene side en selvledelse som mange medarbejdere værdsætter, men det betyder også, at man aldrig ved om man gør det godt nok. Det er et yderst komplekst spil, som hverken ledere eller medarbejdere altid selv forstår.”

Derfor er en central del af løsningen ifølge Niels Åkerstrøm, at ledere bliver bedre til at italesætte følelsen af, at vi alle sammen føler os utilstrækkelige og uansvarlige.

”Vi skal tale om ansvar, og vi skal tale om, hvad det gør ved os. Og skal vi blive bedre til at tillade hinanden at svigte,” lyder et bud fra forskeren som samtidig peger på, at ansvaret skal kollektiviseres.

”Mange medarbejdere forstår ikke hvorfor de føler sig utilstrækkelige. I stedet for at individualisere ansvaret, skal vi kollektivisere det, for ellers vil vi alle sammen gå rundt med en lille følelse af at vi ikke har gjort tilstrækkeligt.”

---

Kontakt: Martine Mengers, Journalist, CBS (mm.slk@cbs.dk)