CBS-forskere bag populærvidenskabeligt formidlingsevent: ”Forskning skal også høres uden for det akademiske miljø”

Fra afskyens magt til sexisme og skattely - sat sammen med øl og jazz. Det er nogle af komponenterne i konceptet 'that’s interesting!’, som er startet af to CBS-forskere, og som i snart et år har formidlet videnskab på en inviterende måde og uden for universitetsauditoriet.

28/03/2022

Jannick og Thomas

CBS WIRE, Anne Thora Lykkegaard

Forskere spiller en stor rolle i vores samfund. De finder løsninger på mange af de udfordringer, der præger vores liv – nu og i fremtiden. Alligevel kan forskning for mange synes både sværttilgængeligt og udvekommende. Men sådan behøver det ikke at være, og det er konceptet ’that’s interesting!’ et godt eksempel på. Her præsenterer yngre forskere deres viden på en måde der appellerer til et bredere publikum. Stemningen er uformel, og der serveres øl og lyttes til jazz i pausen.

Bag konceptet står de to CBS-forskere, Jannick Friis Christensen og Thomas Burø, der begge har postdocstillinger ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi.

I samarbejde med DIT:KBH har de formet et event, som foregår den sidste onsdag i hver måned på et lille spillested i Kødbyen. Her sættes to forskere i stævne på tværs af vidensemner og –discipliner, og får hver en halv times tid til oplæg og et efterfølgende kvarter med spørgsmål fra salen.

Skal give gevinst, begge veje

I Danmark investerer både staten og private virksomheder og fonde milliarder af kroner om året i forskning. Det gør man, fordi forskning bidrager til vækst, velstand og velfærd.

Med konceptet ’that’s interesting!’ håber de to initiativtagere at give noget tilbage ved at gøre den nyeste viden fra forskningens verden til noget, som aktivt kan bruges af erhvervslivet og samfundet.

Tilskuerne kommer med ind i maskinrummet og får indblik i, hvordan vi egentlig ved, det vi ved; hvordan man inden for human- og socialvidenskaberne arbejder med at skabe viden. Forhåbentlig er det med til at inspirere til, at man ser på verden med lidt andre briller, når man går derfra, end da man kom,

fortæller Jannick Friis Christensen.

Men det er ikke kun publikum, der får noget ud af det. Initiativet har også stor betydning for de forskere der præsenter deres fund og indsigter på scenen, fortæller Thomas Burø:

Det er vigtigt, at vi som forskere kommer ud og oplever samfundet. At vi møder de borgere, som vores forskning berører. Mærker deres værdier og møder deres behov. Og ikke mindst vækker deres interesse og nysgerrighed for forskningen.

Lær om afskyens magt og rejs med til den fjerde tid

Næste 'that’s interesting!’-event finder sted allerede på onsdag, den 30. marts, når ph.d.-studerende, Bontu Lucie Guschke fortæller om, hvordan chikane og diskrimination bliver reproduceret på danske universiteter. Samme aften vil Ignacio J. Duran, som for tiden er gæste-ph.d. fra Esade Business School fortælle om sin forskning i, hvordan transpersoner navigerer arbejdsmarkedet på baggrund af tidligere erfaringer og oplevelser med diskrimination.

Initiativet er desuden en del af videnskabsfestivalen Forskningen Døgn, som finder sted i slutningen af april. Arrangement som finder sted den 27. april, hvor man som deltager kommer på en rejse til den fjerde tid, mens man også kan lære, hvordan filosofisk refleksion og eftertanke kan vriste dig fri af afskyens magt.

 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 11/07/2023