Mikkel Flyverbom i Interviewserien: Jeg tror, vi vil se tilbage på digitaliseringsbølgen som en sørgelig lille lomme af manglende erkendelse af, hvad der giver livet værdi

Interviewet med Mikkel Flyverbom som er professor ved Copenhagen Business School, formand for regeringens ekspertgruppe om tech-giganter og medlem af Dataetisk Råd og Digitaliseringsrådet, er en del af RÆSONs Interviewserie og er bragt den 13. september 2023.

RÆSON: Hvordan ser du, at kunstig intelligens vil forandre samfundet på måder, som vi ikke er villige til at acceptere?

FLYVERBOM: Jeg tror, vi bliver nødt til at tænke på kunstig intelligens som en del af nogle digitale forandringer, som har rullet ind over vores samfund i lang tid efterhånden. Det har taget form af alt muligt fra automatisering til sociale medier til søgemaskiner til platforme til diskussioner om et Metaverse, som hurtigt forsvandt igen. Og hvis kunstig intelligens er en del af en bølge af digitale forandringer, som rammer vores samfund, så handler det om at blive gode til at navigere og tage stilling til, hvad der er vigtigt og uvigtigt. Var vi gået i panik over Metaverset og havde brugt en masse ressourcer på at forholde os til det, så tror jeg, at vi havde spildt en masse kræfter, for det er et eksempel på et fænomen, som aldrig rigtig blev til noget. Så det er ret vigtigt, at vi i udgangspunktet stiller og spørgende over for alt det, der lander hos os, for det virker som om, det er en naturkraft, at de digitale forandringer kommer, men historisk og i praksis viser det sig, at der er mange ting, vi ikke behøver at forholde os til på den måde.

Så læren fra Metaverse var, at man talte om det som noget, der ville blive kæmpestort, og at hele verden ville flytte ind i et digitalt univers, men så er der ikke sket noget som helst? At vi i en eller anden forstand ikke skal falde i den samme fælde, som man gjorde i sidste århundrede, hvor man kraftigt overvurderede, hvor hurtigt vi ville få flyvende biler, lave rumrejser osv?

Præcis. Problemet er, at vi nogle gange har en tendens til at parkere den kritiske sans ift. de ting, der lander. Der var også en ’disruptionbølge’, der ramte Danmark i en periode, som også havde en masse skadelige effekter, som vi måske kunne have været foruden. Det er ikke det samme som at sige, at kunstig intelligens ikke kommer til at betyde noget, men det er ret vigtigt, at vi ikke bare køber det i den form, det bliver præsenteret af Silicon Valley.

Og så er det vigtigt, fordi vi skal huske på, at der er alt muligt, vi kan teknologisk, som vi ikke gør. Vi kan klone mennesker, vi kan modificere gener, vi kan lave nervegas. Der er alt muligt, som vi vælger at sætte grænser for. Du kan ikke købe et genmodificeringssæt i 7-Eleven eller på apoteket.

Det er som om, at vi lidt har glemt det på tech-området – at vi køber den præmis, at udviklingen er et vilkår, et tog der kun stopper én gang, en naturkraft, fremtiden. Det er ikke det samme som at sige, at vi ikke skal udnytte de muligheder, det giver.
Det vigtige er at huske, at vi som samfund og mennesker er dem, der kan sætte grænserne og vælge, hvad vi siger ja og nej til. Og det er som om, ansvarligheden bliver sat ud af spil på tech-området, og har gjort det i nu alt for mange år. Det er jo også derfor, vi kæmper med alle problemerne med de sociale medier.

DQ: Tech-benovelsen førte til en form for digitaliseringsiver i dansk sammenhæng, som gjorde, at der var stærke både politiske og kommercielle kræfter, som hoppede med på ideen om, at fremtiden er digital. Vi har sågar en Digitaliseringsstyrelse, der bruger det som slogan

Ja, og netop på det område har der vel været en helt særlig udvikling de seneste år, hvor der for alvor er opstået bekymring for konsekvenserne af sociale medier, børns skærmforbrug, tech-giganternes brug af vores data osv. Hvorfor tror du, at det er netop nu, at der er sket et skifte i opfattelsen af teknologi og alt det digitale, som eller i et par årtier blev forstået som den selvfølgelige og uomgængelige fremtid?

Jeg tror, at den tech-benovelse, som har ladet det komme så vidt, som det er kommet, er ved at være overstået. Vi har fået øje på, at mange af de ting, som kommer fra Silicon Valley, ikke nødvendigvis matcher det samfund, vi gerne vil opbygge.

Vi ser også andre dele af verden, som begynder at tænke i en sammenhæng mellem deres samfund og den teknologiske udvikling, de tillader eller gerne vil understøtte. Her tænker jeg især på Kina, som bruger mange kræfter på at bruge sine institutioner og sine muligheder for at trække grænser og forme den digitale udvikling. Det er ikke for at sige, at vi skal gøre som Kina, eller at det samfund, vi vil opbygge, ligner det kinesiske, men Kina har forstået, at samfundet har en mulighed for at forme den digitale udvikling.

Tech-benovelsen førte til en form for digitaliseringsiver i dansk sammenhæng, som gjorde, at der var stærke både politiske og kommercielle kræfter, som hoppede med på ideen om, at fremtiden er digital. Vi har sågar en Digitaliseringsstyrelse, som bruger det som slogan. Og i den forbindelse glemte vi, at der er kæmpe forskel på at digitalisere sådan noget som en produktionsproces, og så at digitalisere sådan noget som et børneliv. Digitalisering blev et paraplybegreb, som ikke rigtig blev nuanceret, og man skelnede ikke mellem forskellige former for digitalisering og forstod derfor ikke, at det måske ikke var alt, som skulle digitaliseres. Så tech-benovelsen er forsvundet, digitaliseringsiveren er blevet udfordret, og så har vi i stigende grad set forskningsresultater og politiske opgør – også i USA – med platforme som Amazon og en masse lækager, som har vist, hvad der er foregået i de virksomheder, som vi aldrig ville acceptere i andre virksomheder, og som vi historisk ikke har accepteret.

Jeg tænker lidt på det som i den tidlige industrialisering. Det var først, efter man alt forlænge havde tilladt fabrikker og spildevand og børnearbejde og alt muligt andet, at de demokratiske institutioner så den opgave, de havde, som var at sørge for, at børn selvfølgelig går i skole i stedet for at arbejde barndommen væk, og at selvfølgelig skal virksomheder ikke tømme kemikalier ud i vores grundvand, og måske skal vi sikre rettigheder for arbejdere osv.

Har vi været blinde for problemerne ved de nye teknologier, fordi det harværet noget, som er udviklet af private virksomheder på nogle områder, vi ikke har været vant til at regulere?

Ja, det er udviklet af virksomheder, men det er også blevet udbredt af nogle solbrændte mænd fra Californien, som har solgt det her gennem tech-virksomheder, konsulenthuse og lignende. Kig på dem, der former området – Elon Musk, Googles Sergey Brin og de der typer, som er lykkedes med at sælge digitaliseringen som fremtiden, og som den eneste vej vi kunne gå. Det er så blevet oversat og “masseret” ind i en dansk sammenhæng gennem konsulenthuse, styrelser og sådan noget som Singularity University og alle mulige typer af prædikanter, som på en eller anden måde har formået at fastholde det der narrativ om det digitale. Og det tror jeg er ved at krakelere, fordi det bliver tydeligt, at det bare er store virksomheder med et enøjet kommercielt fokus. De har vævet sig så langt ind i vores samfund, at de er blevet rygraden i alle mulige sammenhænge, og pludselig opdager vi, at den rygrad faktisk er nedbrydende for resten af strukturen i samfundet.

Du sagde, at vi ikke havde været skarpe nok på, at der er forskellige former for digitalisering?

Man kan tænke i forskellige områder. Der er forskel på en produktionsproces – at en virksomhed får robotter til at lave nogle tunge løft, maskiner til at lave udregninger og får manuelt arbejde overtaget – og så er der hele uddannelsesområdet, hvor tanken om, at børn skulle blive digitale og være klar til fremtiden ved at få en masse skærme, men hvor man ikke har skelnet mellem, hvad en skærm er god til, og hvad den ikke er god til. En iPad er super god til at spille på og til at surfe på sociale medier. Men den er vildt dårlig til at skrive på, den er dårlig til at læse på sammenlignet med papir, fordi den skaber de der flygtige former for læsning, som er mindre oplagt med bøger osv. Og så selve det, at man ikke har tænkt på, at små børn har brug for voksenkontakt og andre typer af social kontakt, og at vores ældre har brug for kontakt og ikke bare kan få en spiserobot til at servere maden osv. Så vi har meget ukritisk tænkt på digitalisering som noget, hvor alt hvad der kunne digitaliseres skulle digitaliseres, og det var en vej til et bedre samfund. Og der tror jeg, at vi er nået til et sted, hvor vi er begyndt at få øje på, at vi også har brug for andet. Alle menneskelige og andre økosystemer har brug for diversitet, og det gode børneliv såvelsom den gode kost består af forskellige typer af indhold.

Teknologier er aldrig neutrale. Alle teknologier tilbyder nogle handlemuligheder, og hvis den samme skærm både indeholder spil, alle dine venners beskeder, notifikationer fra dem, og så muligheden for at sidde og lave en svær matematikudregning, så er der ikke noget at sige til, at et barn med lav impulskontrol selvfølgelig er mere lokket af det hurtige og friktionsløse end af det tunge arbejde. Havde man tænkt på, hvad skolens kerneopgave er, så tror jeg ikke, at man havde købt iPads. Jeg var for nogle år siden til et morgenmøde i Apple, hvor de sagde, at et af deres hovedmål i Danmark var at få så mange iPads ind i skolerne som muligt, og det lykkedes jo. Der er sket en kortslutning dér. Jeg tænker på den generation, der har været udsat for digitaliseringsbølgen, som nogle, der er blevet tabt på gulvet af os som samfund. At vi skylder dem noget, fordi hele deres skoleliv har været en del af det eksperiment.

Så du er ikke overbevist om, at “fremtiden er digital”? Det er vel næsten et ledigt standpunkt på et tidspunkt, hvor vi snakker rigtig meget om, at kunstig intelligens vil forandre skolerne, universiteterne, arbejdspladser over en bred kam, vil udfordre demokratiet osv.

Jeg tror, at fremtiden er hybrid. Jeg tror, at den er fuld af digitale teknologier, men den er også fuld af mennesker, sanseoplevelser, håndværk, arbejde og aktiviteter, som er fysiske. Jeg håber på en menneskelig fremtid, hvor vi bruger teknologier til at blive bedre til det, vi gerne vil være gode til. Intet af det, jeg siger, handler om at tale for eller imod teknologi. Jeg er ikke modstander af teknologi. Al menneskelig udvikling har baseret sig på teknologi og involveret teknologi. Men kunstig intelligens gør det vigtigt for os at huske på, dels hvad det er, mennesker kan, som er anderledes end det, kunstig intelligens kan, dels at holde fast i de ting, vi sætter pris på, netop i en diversitetsoptik –at de bedste miljøer er dem, der er i stand til at rumme forskellige typer af aktiviteter, kræfter og måder at leve på.

Jeg tror også, at vi ser en udvikling henimod, at flere og flere erkender, at deres liv bliver dårligere af at sidde og “doom scrolle” på nyhedssites eller at lade sig fange i sådan et evigheds-scroll på Instagram. Så erkendelsen af, at teknologierne er designet i en uhellig alliance mellem adfærdspsykologer og tech-designere, som har fundet den menneskelige frekvens, hvor vi er allerdummest og allernemmest at lokkes til at gøre ting – den erkendelse gør, at man pludselig begynder at se, at det fedeste, man kan gøre på sin ferie eller på sin fridag, er at lægge telefonerne i en skuffe og gå en tur ud og møde byen på andre måder. Så jeg tror også, at det bliver en kollektiv bevægelse henimod at give det digitale en mindre plads i samværet med andre. Jeg tror på mange måder, at vi vil se tilbage på vores tid som en sørgelig lille lomme af manglende erkendelse af, hvad der giver livet værdi og får os til at blomstre.

Lad os holde fast i spørgsmålet om kunstig intelligens. Hvad er for dig at se de største udfordringer ved kunstig intelligens, som vi står over for?

Ligesom der er forskellige former for digitalisering, er der forskellige former for kunstig intelligens. Vi skal skelne mellem de meget basale måder at sortere i information og data på, og muligheder for at kigge på røntgenfotos osv., versus de meget avancerede, selvlærende og lidt mere vilde former for kunstig intelligens, som vi skal tøjle i visse sammenhænge. Først når man begynder at tale om forskellige former for kunstig intelligens, kan man også tale i forskellige risikokategorier og vurdere, hvor det er fint og sjovt at eksperimentere, og hvor det er problematisk eller endda livsfarligt.

Men kunstig intelligens er et vildt fænomen i den forstand, at det udfordrer nogle helt grundlæggende ting i vores samfund og i vores liv som mennesker. Alt indhold bliver potentielt utroværdigt. Hvis vi har været i stand til at skelne mellem sandt og falsk gennem vores sanser, og brugt vores sanser til at vurdere, om noget var farligt og ufarligt, og det bliver sat ud af spil, så får vi en potentiel erosion af tillid i vores samfund, for hvad kan man så stole på? Hvis alle sociale medier under næste valg bliver bombarderet med deep fake-videoer af politikere, der siger vanvittige ting, og hvis der er robotter, der sidder og genererer opslag, som er løgn eller misinformerende – hvor går så grænsen for, hvad vi kan tåle som samfund? Hvad kan samfundet tåle, før vores demokratier bryder sammen?

I virkeligheden lyder det for mig som en anledning til at styrke demokratiets traditionelle institutioner og de medier, som er forpligtet på presseetik og står til ansvar for offentligheden?

Ja, men de institutioner har også lidt skade under udviklingen på den måde, at deres eget fundament er blevet undermineret – især det, der handler om annoncekroner selvfølgelig, som Google og Facebook og andre har formået at suge ud af fx nyhedsindustrien. Det, der kan være svaret på alt det her, er, at vi genaktiverer vores demokratiske institutioner, investerer i public service, i forskning man kan stole på, og sætter grænser for de potentielle skadevirkninger, kunstig intelligens kan have i vores samfund. Det er også der, hvor parallellen til den tidlige industrialisering er værd at holde fast i – det er sådan, vi løser problemerne.

Er vi rustet til at have den samtale om, hvad vi vil med teknologierne?

Det sidste års tid har for mig været et vendepunkt i dansk og europæisk sammenhæng. Vi har endelig har forstået, at teknologi og digitale forandringer er et af vor tids vigtigste politikområder. På sigt vil vi tænke på det på niveau med klima, som det også tog ekstremt lang tid at få etableret som politikområde. Jeg tror, at vi er ved at nå til det sted, hvor fremtidige politiske diskussioner og valg vil have teknologi som et af sine omdrejningspunkter.

Lad os vende os mod selve reguleringsdelen. Du er formand for den ekspertgruppe, som skal komme med anbefalinger til regeringen om, hvordan man kan håndtere tech-giganterne. Hvad er den største udfordring, når man skal regulere på tech-området? Hvad er det nye ift. tidligere politikområder?

Der er to store udfordringer. Den ene er, at de her ting bliver udrullet uden at blive afprøvet først. Vi ville aldrig acceptere, at man på apoteket havde medicin, som ingen havde testet, som ingen vidste hvad gjorde, men som man kunne købe meget billigt og gå hjem og eksperimentere med. På tech-området får vi ikke risikoanalyser, varedeklarationer, forskning, tilsyn, test osv., som på en eller anden måde kunne sige fra start, hvilke potentielle skadevirkninger og risici vi bliver nødt til at forholde os til.

Det andet er, at vi ikke har løst de grundlæggende problemer, som de tidligere former for digitalisering skabte: Alt det, som sociale medier, søgemaskiner og digitale platforme har skabt af problemer. Og de problemer bliver der kun sat turbo på med kunstig intelligens. Vi har stadig ikke fået løst problemerne med privatliv – at folk får høstet deres data til kommercielle formål uden nogen reel mulighed for at takke nej. Og det er et af de forslag, vi har fremsat i ekspertgruppen; at du skal kunne takke nej til datahøst. Vi har heller ikke løst problemerne med ophavsret, som især bliver sat på spidsen med kunstig intelligens, hvor systemerne er trænet på data, som vi ikke ved, hvem tilhører. Så er der spørgsmål om beskyttelse af børn, som vi ikke har løst – at platformene godt nok siger, at du skal være 13, men at børn sagtens kan komme ind som 7-årige. Det er jo noget, vi ikke ville acceptere i andre dele af vores samfund, fx hvis børn kunne købe alkohol eller cigaretter i supermarkedet. Og så er der alt det med fastholdelse og adfærdspåvirkning. Alle de ting, vi ikke har fået løst, sætter kunstig intelligens turbo på, og det gør, at vi er dårligt rustet til at håndtere det.

Sådan noget som at beskytte rettigheder til, at man ikke får høstet sin data, at algoritmerne ikke må være afhængighedsskabende osv., det er vel også noget af det, som overhovedet har muliggjort, at teknologierne kunne opstå. Kunstig intelligens er vel kun mulig grundet den data, man har trænet den på? Kan vi få det gode ved de nye teknologier, hvis vi samtidiglaver så hårde indskrænkninger af dem?

Man kunne godt forestille sig, at man havde udviklet sociale medier uden at bryde mange af de rettigheder, som vi ellers har. Men det er klart, at det er derfor, den teknologiske udvikling har taget så stor fart, og de her virksomheder er blevet så store –nemlig fordi de ikke har skulle forholde sig til almindelige former for risikovurderinger eller juridiske analyser. Da Google valgte at digitalisere alverdens bøger, startede de ikke med at betale forfatterne for deres rettigheder, men prøvede at gøre det for så at se, hvad der skete bagefter. Det er klart, at den digitale udvikling var gået langsommere, hvis den skulle betale for de data og tilbyde adgang ved abonnementsordninger eller tjene deres penge på andre måder.

Men det ville kun være ønskværdigt?

Der ville da være mange ting, vi ville have haft bedre tid til at forholde os til. Så ville man måske nå til et sted, hvor man erkender, at det med at være så digital som mulig, og at så meget af ens liv og barndom er så digital som muligt, faktisk er skadeligt for læring, sociale relationer, trivsel osv. Der er kun én vinder af, at det går så hurtigt, og det er tech-industrien. 

Har man de juridiske instrumenter, der skal til for at håndtere de her udfordringer?

Meget af det, vi i ekspertgruppen har fokuseret på, det er at huske vores politikere på, at de skal håndhæve de regler, der allerede findes. Vi har på den ene hånd en hel masse rigtig god regulering, en masse lovgivning, eksisterende og kommende regulering, forbrugerbeskyttelse og alt muligt andet, som gælder for og kan bruges på det her område. På den anden hånd har vi nogle kæmpestore problemer, som vi allerede har talt om. Og mellem de to ting mangler der nogle broer eller forbindelser. Og vores demokratiske institutioner – både i Danmark og i EU – skal skabe de forbindelser. Det kan være ved en retssag eller ved at håndhæve noget lovgivning, fx ved at sætte et datatilsyn til at gå efter en virksomhed, som bryder en regel. Alle er de forbindelser, der mangler, og de skal skabes gennem alliancer af lande, og EU kommer nok til at have mest styrke på det område.

Så lovgivningen er der i virkeligheden, og vi mangler bare, at der er nogen, som applicerer lovgivningen ved konkret at lægge sag an?

Præcis. Derfor er det heller ikke tech-giganternes skyld alene, at vi er endt i den her situation. De har på en måde gjort det, som deres aktionærer ville have. De har taget risici og gjort, hvad de kunne for at dominere et marked og tjene så mange penge som muligt. Vi skal ikke give dem hele skylden. Vi er nødt til at tale om, at vores demokratiske institutioner og skiftende regeringer ikke har været deres opgave voksen. De har ikke forstået, at det digitale område har været deres ansvar, og at det er dem, der kan sætte de juridiske, etiske og værdimæssige rammer for den digitale udvikling. Så på den måde er det et tohovedet problem. AI Act, det store lovinstrument fra EU, som skal adressere kunstig intelligens, er stadig ved at blive skrevet færdig og vil nok først have effekt om to år, men der er masser af eksisterende lovgivning, som kunstig intelligens ikke overholder, og som handler om datahøst, privatliv, ophavsret osv., som former for kunstig intelligens, vi har set, ikke overholder. Og det er også, fordi vi er oppe imod nogle teknologier, som er grænseløse i udgangspunktet – et internet, som er globalt og ikke respekterer nationer og nationale grænser, og så nogle kommercielle taktikker, som handler om at lægge et hovedkontor ifx Dublin, som har verdens mindste databeskyttelseskontor.

Lad os vende os mod, hvad vi kan forvente de kommende år. Noget af det, Margrethe Vestager har arbejdet for i EU, er at nedbryde monopoler, så de enkelte virksomheder ikke bliver for store. Vi har i dag tech-virksomheder, som nærmest har mere magt end nationalstater. Er det muligt at forestille sig et tech-landskab, som ikke er domineret på samme måde, som internettet i dag domineres af Google, sociale platforme domineres af Meta osv.?

Det handler om at sætte nogle grænser for måder at bedrive virksomhed på og sige, at der er nogle handelspraksisser, som ikke er okay. Det er det, ny EU-lovgivning som Digital Services Act og Digital Markets Act forsøger at adressere. Du skal ikke kunne gøre det, som fx Amazon gør, hvor de både er platform og producent. Hvis du er en lille producent, som laver superfede kopper, så kan du sælge dem på Amazon og få storudbredelse, fordi du kan sælge dem på et stort marked. Men prisen er, at Amazon følger med i salget og høster de data, der handler om, hvordan det går med salget af kopper. Og i det øjeblik, du begynder at sælge rigtig mange kopper, så laver Amazon en kopi, de sælger ved siden af dine, og så skruer de langsomt ned for synligheden af dine, så de ikke dukker op i søgninger, mens deres egne kopper gør.

Her har vi en masse erhvervsret, som egentlig er på plads, men som ikke er blevet aktiveret på det digitale område. Og jeg tror, at hvis man får ryddet op i de værste ting, så er der plads til, at der kan komme alternativer. Noget af det, som ligger i nogle af de nye, store lovpakker, er, at du skal kunne overføre din data fra en platform til en anden. En af grundene til, at du bliver hængende på Facebook eller Instagram er, at du har alle dine venner der, dine billeder, dine samtaler og beskeder. Du kan ikke få dem ud. Hvis du kunne flytte dem til en ny platform, ville du måske være mere i stand til at flytte, hvis der kom et alternativ. 

Vi så det samme på teleområdet, hvor det tog lang tid at få lov at flytte sit telefonnummer med fra én teleudbyder til en anden. Den portabilitet har vi fåe tetableret på andre områder. Forestil dig, at du ikke kunne få dine penge ud af en bank, når du havde sat dem der én gang. Det ville du aldrig acceptere. Men det har vi accepteret med data. Så hvis der blev ryddet op i det vilde vesten, hvad angår handelspraksis, monopoldannelse og aggressive opkøbsstrategier, der har fået lov at florere, så ville der blive skabt plads til alternativer. 

Og så tror jeg, at vi vil se – som vi talte om med Kina – flere og flere lande, som er optaget af at beskytte deres borgere og skabe velfærd, som vil begynde at investere i løsninger, som er tættere på det samfund, som de gerne vil fremme. Ligesom vi har veje, el- og togdrift og alle mulige typer af togdrift, så tror jeg også, at vi vil se den digitale infrastruktur i stigende grad blive noget, man tænker på som en del af et velfærdssamfund og ikke noget, der kun kan komme via frie markedskræfter. Det er ikke det samme som at sige, at staten skal bygge det hele. Der er masser af samarbejder og kontrakter med private aktører på andre områder, men der er netop en kontrakt og en form for styring, som staten har mulighed for på det område. Det tror jeg, vi kommer til at se også på det digitale område. 

Hvad er for dig at se det bedste tilfælde, hvis vi ser 10-15 år frem, og vi har fået appliceret lovgivning og har fundet ud af, hvad vi vil med teknologierne?

Det ville være, at teknologien understøtter det, der gør os gladest og sundest og rigest. Det handler om at få lavet det hårdeste og kedeligste arbejde på klogere og smartere teknologiske måder, at sørge for, at vi kan dele billeder, dele information og få alle de fordele, den digitale udvikling giver os, netop så vi kan bruge kræfterne på at udfolde os som mennesker på andre måder og understøtte ting, der skaber værdi. Det er den bevidst naive og håbefulde tanke om, at vi kan bygge et samfund, hvor teknologier bliver noget, der understøtter os og hjælper os med at lykkes med de ting, vi gerne vil lykkes med, men ikke overtager vores tid, vores liv og vores hjerner, vores evne til at skelne mellem sandt og falsk og vores tillid til andre mennesker. 

Er du bange for, at vi ikke formår det – at vi kommer for sent i reguleringen af noget, som formår at ødelægge for meget, før vi får greb om det?

Jeg er ikke bange. Jeg tror, at vi kan begå mange fejl, og at vi måske har tabt en generation i den digitale udvikling til gratis spil, sociale medier og forskelligartet digital junkfood. Men grundlæggende er jeg optimistisk og fuld af tro på, at vi i sidste ende godt kan mærke og vurdere, hvad der er den bedste menneskelige fremtid – og så få teknologierne til at hjælpe os til at komme i den retning. De knubs, vi fik af den digitaliseringsbølge, der handlede om sociale medier, søgemaskiner og digitale platforme, har jo gjort, at vi er mere vågne i forhold til kunstig intelligens. Det er derfor, vi laver det her interview, har de her samtaler og har så mange mennesker, der tager stilling til og taler om kunstig intelligens og vurderer, hvor det kan hjælpe os, og hvor det kan ødelægge os. Det afgørende er at gøre sig klart, at det digitale er vigtigt, interessant og noget, hvor man faktisk kan bruge sin egen dømmekraft. Dataetik handler i virkeligheden om at bruge sin menneskelige evne til at vurdere ting, at bruge sine værdier og sinepejlemærker til at tænke, hvad der er godt og skidt.