Nyt forskningsprojekt skal lære os at tackle boligmarkedets stigende priser

Boligpriserne er en af de vigtigste faktorer for vores privatøkonomi og for samfundsøkonomien generelt. Alligevel er der ikke enighed om, hvilke indgreb, der kan regulere markedet. Den problemstilling vil Kathrin Schlafmann undersøge, efter hun netop har modtaget en af Danmarks Frie Forskningsfonds prestigefyldte Sapere Aude-bevillinger på 6,2 millioner kroner.

30/11/2022

Af: Asbjørn Mølgaard Sørensen I Foto: CBS

Hvis du selv ejer eller har været på udkig efter en bolig i Danmark for nylig, så har du højst sandsynligt lagt mærke til det.

De danske huspriser er overordnet steget med 18 procent de seneste to år. Derudover har danske husholdninger den allerhøjeste gæld i forhold til indkomst af alle OECD-landene. Det er med andre ord dyrt at købe bolig i Danmark, og vi optager store lån. Derfor er vi meget afhængige af et stabilt marked – både individuelt og som økonomisk samfund.

Problemet er, at der endnu ikke er enighed om, hvilke indgreb der rent faktisk virker, når boligmarkedet pludselig løber løbsk. Og det er her Kathrin Schlafmann, adjunkt på Institut for Finansiering på CBS kommer ind i billedet. Hun har netop modtaget en af de fornemme Sapere Aude-bevillinger på 6,2 millioner kroner til sit projekt: Households and the Housing Market. Her fortæller hun med egne ord, hvad hun skal undersøge.

Hvad skal du bruge bevillingen til at undersøge?

Kombinationen af de stigende huspriser og den høje gæld hos danskerne skaber bekymring omkring boligmarkedets stabilitet. Men der er ingen konsensus omkring hvilke politikker og tiltag, der kan sikre stabilitet. Det skyldes, at der er et fundamentalt problem, når det kommer til boligmarkedet: Forskningen halter bagefter beslutningstagerne. Vores projekt vil kombinere empiriske analyser af tidligere udvikling i boligmarkedet med teoretiske modeller. Det vil gøre os i stand til at evaluere, hvilke kræfter der driver huspriserne, og hvordan regulation af bolig- og lånemarkedet vil påvirke huspriserne, gælden og økonomiens stabilitet.

Hvorfor er det vigtigt at undersøge?

Jeg forventer, at projektets resultater vil have direkte relevans for de beslutningstagere, der skal afgøre hvornår og hvordan vi skal påvirke udviklingen på boligmarkedet. Boligmarkedet er af stor betydning for både den individuelle boligejer og for stabiliteten i økonomien som helhed, og derfor er det afgørende at beslutningstagere har adgang til velfunderet akademisk forskning, når de tager de vigtige beslutninger. Dette projekt har i sinde at vinde ny indsigt i boligmarkedet og hjælpe beslutningstagere med at tage informerede beslutninger.

Hvordan opstod din interesse for forskningsfeltet?

Jeg blev interesseret i forskningsfeltet Household Finance, fordi det er et felt, der er direkte relevant for alle. For de fleste mennesker er det at købe et hus det allervigtigste køb, de kommer til at gøre sig. Og da det er så dyrt, er de fleste nødt til at finansiere det ved at påtage sig en stor gæld. Det har en langvarende effekt på deres finansielle situation gennem livet. Derudover så vi i finanskrisen i 2008, at udviklingen i bolig- og lånemarkedet er afgørende for stabiliteten i økonomien som helhed. Kombinationen af betydning for den individuelle husholdning og for den globale økonomi fascinerer mig.

Kathrin Schlafmann har fået en Sapere Aude-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond på 6.181.632 kroner til projektet.

Sapere Aude betyder ’Vov at vide’, og bevillingerne går til særligt talentfulde unge forskere, der er parate til at lede flere deltagere i et forskningsprojekt på højt internationalt niveau.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 30/11/2022