CBS ansætter topforsker til nyt professorat i corporate sustainability

En bevilling på 15 millioner fra Villum-Fonden gør det muligt at ansætte en international topforsker i corporate sustainability, Jeremy Moon, som bliver Velux-professor på CBS

12/02/2014

CBS kan se frem til en væsentlig styrkelse af forskning, undervisning og outreach programmer inden for sustainability. Med ansættelsen af Professor Jeremy Moon i den nyoprettede stilling som “VELUX Professor of Corporate Sustainability” henter CBS en topforsker, som i en årrække har høstet global anerkendelse for sin banebrydende forskning, prisbelønnede undervisning og sit indflydelsesrige samarbejde med virksomheder og politikere.

- Jeg er stolt over, at CBS kan tiltrække en så stærk international kapacitet. VILLUM FONDENs generøse donation har gjort det muligt for CBS at tiltrække en af verdens førende forskere inden for et område, som er af stor strategisk betydning for CBS, og for Danmark og dansk konkurrenceevne, siger rektor Per Holten-Andersen fra CBS.

Jeremy Moon kommer fra en stilling som professor på Nottingham University Business School i England, hvor han igennem de sidste 10 år har ledet et af Europa største forskningscentre inden for sustainability. Moons forskning omfatter både et samfundsøkonomisk og et mikro-orienteret perspektiv på ledelse af bæredygtighed, og hans arbejde har influeret både politikere og virksomhedsledere.

- Det er en fantastisk mulighed for bæredygtighed på CBS. Ansættelsen af professor Jeremy Moon er en milepæl, som vil styrke CBS’ strategiske satsning på bæredygtighed og samfundsansvar, siger Professor Mette Morsing, co-leder af CBS’ Sustainability Platform.

Jeremy Moon har igennem flere år haft et tætsamarbejde med CBS’ forskningsmiljøer i CSR og sustainability, og med det attraktive tilbud fra VILLUM FONDEN tog det ham ikke længe at beslutte sig for at takke ja til tilbuddet som VELUX Professor:

- Jeg glæder mig meget til at kunne tiltræde VELUX Professoratet i Corporate Sustainability, og jeg glæder mig især til at udbygge samarbejdet med CBS kolleger og sætte fokus på sustainability fra en skandinavisk business school. Jeg er glad for, at VILLUM FONDEN har valgt at støtte den forskningsmæssige dagsorden, som handler om at sætte fokus på, hvordan virksomheder bidrager til at udvikle vores samfund socialt og miljømæssigt, siger professor Jeremy Moon.

Med ansættelsen af professor Moon kan CBS yderligere intensivere forskning og uddannelse i bæredygtighed. Både til gavn for studerende og forskere på CBS, og til gavn for danske virksomheder og det danske samfund som helhed.

- VILLUM FONDENs bevilling til det nye professorat kom i hus efter en lang og god dialog med CBS og har sit udspring i fondens program for miljø og bæredygtighed. Vi har store forventninger til, at CBS med valget af Jeremy Moon som ”VELUX Professor of Corporate Sustainability” med stor effekt vil kunne udnytte og bygge på den store interesse for bæredygtige forretningsmodeller, som findes i udbredt grad blandt CBS’ studenter og hermed styrke udviklingen af et bæredygtigt forretningsliv siger VILLUM Fondens direktør Kjeld Juel Petersen.

Med bevillingen fra VILLUM FONDEN på 15 millioner kroner fastansættes Jeremy Moon som VELUX Professor of Corporate Sustainability på CBS pr. 1. maj 2014. Med professoratet følger desuden midler til to post.doc og en PhD stilling.

VILLUM FONDEN er en almennyttig fond stiftet af Villum Kann Rasmussen. Fonden er hovedaktionær i VKR Holding - ejer af VELUX såvel som andre virksomheder i VKR Gruppen, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag. I 2013 uddelte VILLUM FONDEN 942 mio.kr til almennyttige formål.

For flere oplysninger kontakt Professor Mette Morsing, CBS, mm.ikl@cbs.dk, telefon: 3815 3205 eller Direktør for VILLUM FONDEN, Kjeld Juel Petersen, VELUX Fondenes sekretariat, telefon: 39 57 09 95

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 25/01/2024