Dansk Industri, Roskilde Festival og CBS samarbejder om live R&D

DI, CBS og Roskilde Festival har indgået et samarbejde om at bidrage til bæredygtige løsninger på vor tids udfordringer.

16/01/2014

Af Mikael Koldby
Hvordan kan danske virksomheder og forskere bidrage til at løse nogle af de miljømæssige udfordringer, som verden – herunder også et mini-samfund som Roskilde Festival  - står overfor? Find svarene på konferencen fra Rio til Roskilde i Industriens Hus. Danske virksomheder og forskere udvikler globale bæredygtige løsninger fx inden for fødevarehåndtering, affaldshåndtering og innovative byggeformer. På den baggrund har DI, CBS og en række virksomheder nu indgået et samarbejde med Roskilde Festival med henblik på at gøre festivalen endnu grønnere.

Dyrskuepladsen bliver ved siden af musikken og festen et levende laboratorium for danske virksomheder, som tester og videreudvikler bæredygtige produkter, og for universitetsforskere, som analyserer forretningsgange og gæsters adfærd og udpeger potentialer..

Rio-topmødet i tankerne
I løbet af festivalens 10 dage samles omkring 120.000 mennesker på et areal, der svarer til 215 fodboldbaner. Omsætningen for festivalen og de hundredvis af forretninger er på millioner af kroner. Festivalen skaber forretningsmuligheder, men også en række miljømæssige og sociale udfordringer, som på mange måder svarer til de bæredygtighedsudfordringer, som blev drøftet på Rio-topmødet i juni 2012. Det er i den ånd samarbejdet om bæredygtige løsninger på Roskilde Festival med globalt forretningspotentiale skal ses.

Harvard, miljøminister og tyske BDI
Den 20. januar giver en række talere deres bud på, hvordan danske virksomheder kan være med til at løse verdens miljøproblematik med udgangspunkt i de reelle udfordringer, som Roskilde Festival møder. Talerne omfatter miljøminister Ida Auken, CEO fra Roskilde Festival Henrik Rasmussen, CEO Markus Kerber fra den tyske erhvervsorganisation BDI, VP Steen Lindby fra Rockwool og direktør Tine Roed fra DI. Ligesom forskning fra seneste festvial præsenteres.

Samarbejdet blev indledt i 2013 mellem Roskilde Festival og CBS  baseret på analyse, iagttagelse og observation af eksisterende tiltag på udvalgte områder på festivalpladsen, og en bedømmelse af potentialer. Projektet var opstart på et større og længerevarende samarbejde, hvor resultaterne fra 2013-analysen leder frem til konkrete ideer, der kan implementeres på kommende festivaler og i et bredere forum.

For yderligere information kontakt pressekoordinator, DI, Kathrine Læsøe Engberg, mobil: 29891381 - pressekonsulent, CBS, Mikael Koldby, mobil:40204454 - Roskilde Festival, talsperson Christina Bilde, pressetelefon, mobil: 30 10 82 81.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 25/01/2024