Stor dansk forskningspris til professor

Nykredits Fonds Forskningspris går til professor i finansiering, David Lando, for hans internationalt anerkendte forskning om kreditrisiko. Samme fond tildeler talentpris til adjunkt Robert Strand.

09/10/2013

For andet år i træk vinder en CBS-forsker Nykredits Fonds Forskningspris. Denne gang er det professor ved Institut for Finansiering, David Lando, som får anerkendelsen.

Prisen bliver givet til en forsker, der har tænkt nyt til gavn for mange. Det har David Lando, ifølge fonden, formået med sin forskning inden for det finansielle område, og bliver af den grund belønnet med en pose penge på 500.000 kroner.

- Det er en rar og vigtig anerkendelse fra en stor aktør i sektoren. Samtidig er det et skulderklap til Center for Finansielle Friktioner, som jeg er leder af. Jeg ved, at panelet lægger vægt på, at forskningen er relevant og har noget at sige om den finansielle krise. Det skulderklap betyder meget for os, siger prisvinderen David Lando.

Vigtige finansielle værktøjer
David Lando er en internationalt efterspurgt foredragsholder både i den akademiske verden, hos centralbanker, regulerende myndigheder og i finansielle institutioner.

Den finansielle krise har kun gjort behovet for professorens forskning vigtigere. Når han selv skal sætte ord på, hvorfor han er nået så langt med sin forskning, skyldes det, at han med sin ph.d. i 1994 fra Cornell University kastede sig over et stadigt aktuelt emne.

- Jeg faldt meget tidligt over emnet kreditrisiko og udviklede allerede i 1994 værktøjer til at analysere kreditrisiko. Det har tidligt givet mig mulighed for at få inspiration til ny forskning. I dag er forskning inden for det emne taget betydeligt til, siger David Lando.

Talent bag CSR-forskning
Udover forskerprisen går fondens ene talentpris til adjunkt ved Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse, Robert Strand. Prisen er på 100.000 kroner og begrundes med, at Robert Strands forskning er banebrydende inden for Corporate Social Responsibility.

De seneste fire år har tre forskere fra CBS fået Nykredits forskningspriser og tre forskere har modtaget talentpriser.

Den 7. november overrækker uddannelsesministeren Morten Østergaard priserne hos Nykredit, hvor rektor Per Holten-Andersen blandt andre deltager.

Pressekontakt

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 02/09/2020