Husk at søge til kandidat 1. april!


26/03/2015

Ansøgningsfristen for dig, der har en dansk bachelorgrad, er 1. april. Sidste år søgte mere end 8.000 om optagelse på CBS kandidatuddannelser, hvor der er ca. 4.000 pladser. Tendensen bliver forventeligt den samme i år, og derfor vil mange ansøgere desværre ikke blive tilbudt en plads på CBS i år.

Hvis du har retskrav på en overbygning, og søger du i rette tid, er du sikret en plads det år, du dimitterer som bachelor. Har du læst HA, IB eller SEM, bør du læse: Retskrav på Economics and Business Administration – cand.merc.

Plan B
I 2014 søgte 57% af CBS’ bachelorer videre på deres naturlige overbygning. Søger du ikke ind på din naturlige overbygning, kan du ikke være sikker på en plads. Derfor anbefaler vi, at du har en plan B (og C) for, hvad du vil gøre, hvis du ikke bliver optaget.

Du kan overveje:
•    At søge din naturlige overbygning som en lavere prioritet. Så du er sikker på, at du bliver optaget på én af dine prioriteter. Selvfølgelig skal du kun gøre det, hvis du virkelig er motiveret for det.
•    At søge flere uddannelser, eventuelt på flere universiteter.
•    At du har en plan for, hvad du gør, hvis du slet ikke bliver optaget f.eks. erhvervsarbejde, udlandsophold eller andet.

Søg, søg, søg!
Du skal ansøge online til CBS’ kandidatuddannelser via et system, der hedder Admission Flow. Læs mere om hvordan du bruger Admission Flow.

Bliver du i tvivl om noget, når du laver ansøgningen, så vælg det, der giver bedst mening og tryk så ”submit” på din ansøgning – herefter kan du skrive en note i 1.4. I noten forklarer du det, du var i tvivl om, og så kigger vi på det, når vi når til din ansøgning. Du skal skrive din note, inden ansøgningsfristen udløber.
Er du i tvivl om, hvilke dokumenter, du skal uploade, så læs mere om hvad CBS synes er relevant under ”Dokumentation”.

Er jeg kvalificeret?
Du kan finde standardvurderinger for en lang række bacheloruddannelser på cbs.dk. I standardvurderingen kan du se, om du med din bachelorgrad opfylder adgangskravene til en specifik kandidatuddannelse, og hvad du eventuelt mangler. Find standardvurderingerne og vælg den kandidatuddannelse, du er interesseret i. På uddannelsessiden scroller du helt ned i bunden til ”Standardvurderinger”, og her finder du din egen bacheloruddannelse på listen. Findes der ikke en standardvurdering for netop din bacheloruddannelse, så kan vi desværre ikke vurdere, om du opfylder adgangskravene på nuværende tidspunkt. I stedet kan du lave en egenvurdering, hvor du selv forsøger at vurdere om du opfylder adgangskravene. Læs mere om, hvordan du laver en egenvurdering under ”Er jeg kvalificeret”.

Skal jeg skrive en motiveret ansøgning?
Du skal skrive en motiveret ansøgning, hvis du ikke har en samfundsvidenskabelig bachelorgrad, eller hvis du ikke har en akademisk bachelorgrad. Det betyder, at du er dispensat. Som dispensat skal du skrive en motiveret ansøgning og forklare, hvorfor du er egent, og hvad du kan bidrage med. Du kan læse mere hvem, der er dispensat under den enkelte uddannelses adgangskrav.

På nogle af kandidatuddannelserne er den motiverede ansøgning et udvælgelseskriterie – det drejer sig om følgende:
•    Cand.ling.merc. – begge linjer
•    Cand.merc.(kom.)
•    MA in International Business Communication – begge linjer
•    MSc in Business Administration and Information Systems – begge linjer
•    MSc in Bioentrepreneurship
•    MSc in Business, Language and Culture – begge linjer
•    MSc in International Business and Politics

Læs om de enkelte uddannelsers udvælgelseskriterier på cbs.dk.

Min uddannelse er ikke på listen i Admissions Flow?
Alle uddannelser er på listen i Admissions Flow. Vær opmærksom på, om det er en selvstændig uddannelse eller en linje. Hvis det er en linje, skal du først vælge den overordnede uddannelse f.eks.  MSc in Economics and Business Administration/cand.merc. Herefter kan du så vælge den linje, du er interesseret i.

Se hvilke linjer, der findes under hvilke uddannelser

Noter i Admissions Flow
Den hurtigste og nemmeste måde at kontakte Admissions Office er ved at skrive en note i Admissions Flow. Her kan vi nemlig se din ansøgning og derfor hurtigere besvare dine spørgsmål. Vi modtager noter fra 8.000 ansøgere, og det kan tage op til 2 uger at få svar. Men bare rolig, vi skal nok svare dig.

FAQ
Du kan finde svar på de fleste af de spørgsmål, vi normalt får i Admissions Flow i vores FAQ. Så kig i FAQ’en, før du kontakter os.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 27/03/2015