Kinesiske kvinder giver danske kvinder baghjul i iværksætteri

Danmark er snart nummer sjok, når det kommer til kvinder og iværksætteri. I førerfeltet har skandinaviske lande og Holland længe ligget lunt. Nu følger kinesiske kvinder trop

24/05/2013

Kina tager et tigerspring i disse år. I 1990 var 17 procent af alle entreprenører kvinder. I år steg tallet til 25 procent. Danmark nåede samme 25 procent i 2001. Siden har det tal ligget klippefast, og Danmark er blevet overhalet af både nordiske og nordeuropæiske lande – og nu også af Kina.
Serden Ozcan forsker på CBS i entreprenørskab og innovation. Han har lige haft 23 kinesiske kvinder på besøg på CBS. Kvinderne kom for at fortælle om de udviklingsprogrammer, som de har været en del af i Kina, der har givet dem lyst og mod på at starte virksomheder op selv.

- I Kina er de gået efter at udvikle kvindernes potentiale, og de kvindelige iværksættere i Kina bidrager til vækst, de innoverer, og de breder sig ud over flere brancher, end de danske kvinder gør. I Danmark er tallet for kvinder, der kaster sig ud i iværksætteri alt for lavt. I Kina arbejder de med deciderede inkubationsmiljøer kun for kvinder og mikrolån til kvinder. De muligheder findes slet ikke i Danmark. Første skridt er at få fokus på kvindernes potentialer, siger Serden Ozcan, der også er director på CBS’ nye entreprenørskabsplatform.

Entreprenørskab skaber vækst
De danske kvinder halter efter resten af Europa - især Sverige og Holland. I Holland åbner 2,7 'kvinder' egen virksomhed, hver gang én dansk kvinde starter virksomhed. I Sverige er tallet 1,55.
- Entreprenørskab skaber vækst. Der er simpelthen for få entreprenører i Danmark og især kvinderne mangler. Kvinder kan blive iværksættere og bør blive iværksættere. Det vil bidrage til ligestilling - og altså mulighed for vækst. Det er nærmest overflødigt at sige, at kvinder også bør bidrage til økonomien ved at skabe arbejdspladser, snarere end at være lønmodtagere. Kvinder er generelt bedre til at tænke socialt og løse sociale problemer, og det kan bruges inden for iværksætteri, siger Serden Ozcan.

Kinesisk hjælp til forretningsplan
Kvinderne, der besøgte CBS, kom fra regionen Hangzhou. I Kina omtales denne del som ”Paradise Silicon Valley”. Her ligger universitetet Zhejiang, og det er ét af de steder, hvor entreprenør-lystne kvinder har fået hjælp til bl.a. forretningsplaner og netværk. Dai Yana på 31 år er en af de kvinder, som har haft gavn af indsatsen:

- Jeg havde egentlig startet min virksomhed, før finanskrisen brød ud, men det blev svært at få det til at løbe rundt, og jeg opsøgte hjælp og sparring via programmet. Her fandt vi ud af, at jeg kunne produktudvikle. Mit firma drejede sig om solenergi, men jeg havde nogle løse idéer fra tidligere ansættelser, hvor jeg arbejdede med landbrug. Vi har nu specialiseret mit firma, så jeg udvikler solenergi til opvarmning af vand, der kan bruges i landbruget. Grise har godt af at få varmt vand. Vi har fundet ud af, det de gør produktionen nemmere – de bliver større og dødeligheden falder, fortæller Dai Yana.

Kontakt Serden Ozcan på mail soz.ino@cbs.dk for yderligere information om samarbejdet med Kina og CBS Entrepreneurship Platform eller kontakt journalist Ea Ørum mail ea.ea@cbs.dk, tlf. 3815 2041
 

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 25/01/2024