Pensionsindlæg: "Design og velfærdsimplikationer af tvungen pensionsopsparing"

Af Claus Munk, PeRCent/Institut for Finansiering

De fleste danskere er tvunget til at deltage i en pensionsopsparing, hvor de løbende skal indbetale en given andel af lønindkomsten til en bestemt pensionskasse. Pensionskassen investerer opsparingen indtil pensionstidspunktet, hvorefter opsparingen udbetales løbende igennem resten af livet eller en forud-aftalt periode. Men hvordan påvirker en sådan tvungen ordning opsparerens private investeringsbeslutninger og generelle velfærd? Set fra en given opsparers synspunkt hvad er så den optimale indkomstandel, der skal indbetales til pensionsordningen, den optimale investeringsstrategi for pensionskassen og den optimale måde at udbetale opsparingen på? Hvilke typer af individer har gavn af en tvungen pensionsordning og hvem har ikke?

I et nyt PeRCent-støttet projekt med titlen ”The design and welfare implications of mandatory pension plans” søger Linda Sandris Larsen og Claus Munk fra CBS at besvare disse spørgsmål inden for rammerne af en teoretisk livscyklusmodel. Projektet blev præsenteret ved PeRCent konferencen i maj 2019.

Det er veldokumenteret, at mange individer af forskellige årsager har svært ved selv at spare tilstrækkeligt op til pension, og endvidere afholder mange sig enten helt fra at investere i aktier eller ejer kun en eller få aktier, selvom en betydelig investering i en veldiversificeret aktieportefølje synes fordelagtig. Projektet viser, at en veldesignet tvungen pensionsopsparing kan have en stor positiv effekt på livstidsnytten for individer med sådanne ”investerings-biases”. Modstandere af tvungen pensionsopsparing fremhæver ofte, at en tvungen ordning vil ramme de fornuftige opsparere, der selv er i stand til at få sparet tilstrækkeligt op og selv kan investere opsparingen på en ordentlig måde. Projektet viser imidlertid, at en veldesignet opsparingsordning har en meget lille effekt på et fornuftigt individs livstidsnytte. Et sådan individ er smart nok til at tilpasse sine private investeringer, således at de sammen med de tvungne investeringer via pensionskassen kommer tæt på individets optimale investeringer, og derfor resulterer i stort set samme forbrugsniveau igennem livet som i tilfældet uden en tvungen pensionsordning. Visse pensionsdesign kan endda stille det fornuftige individ marginalt bedre pga. den lavere beskatning af afkast for pensionskassen end for private investeringer.

Tilpasset danske forhold viser modellen, at en pensionsordning, der har løbende bidrag på 8-10% af indkomsten og en investeringsstrategi, hvor aktieandelen følger en ”120-minus-alder” regel, vil have en betydelig positiv velfærdseffekt på individer med en eller flere investerings-biases og samtidig vil have en ubetydelig (svagt positiv eller svagt negativ) effekt på fornuftige individers velfærd. I den forstand støtter vores analyse tvungne pensionsordninger, men de skal være omhyggeligt designede. For eksempel vil en ordning med 17% bidrag og en investeringsstrategi, der altid har 50% i aktier og 50% i obligationer (ikke ulig visse danske ordninger) give fornuftige individer et betydeligt nyttetab, især fordi de allerede som unge tvinges til en høj opsparing, og denne opsparing investeres for forsigtigt.