Pensionsindlæg: "Differentieret pensionsalder"

Af Svend Erik Hougaard Jensen, professor i økonomi på CBS, og Niels Lynggård Hansen, lektor i økonomi på CBS. Begge sidder i ledelsen af PeRCent.

Levealderen er steget vedvarende i vores del af verden igennem århundreder, og der er ikke klare tegn på, at det er ved at ophøre. Hvor faldende børnedødelighed tidligere var en vigtig faktor, skyldes fremgangen i de seneste årtier ikke mindst, at ældre lever længere. Danmark står derfor ligesom de fleste andre udviklede lande over for en aldrende befolkning. Det sætter de offentlige finanser under pres. Holdbare offentlige finanser under de gældende demografiske forudsigelser forudsætter, at der gennemføres reformer – enten skal vi arbejde længere, eller også skal vi sætte ambitionsniveauet i velfærdsstaterne ned.

I Danmark har vi med velfærdsreformen fra 2006 og den efterfølgende tilbagetrækningsreform fra 2011 forberedt os på den situation. Reformerne betyder, at når forventninger til levetiden stiger, sættes pensionsalderen tilsvarende op. Det indebærer, at arbejdsudbuddet stiger, når den gennemsnitlige forventede levealder stiger. Folketinget har allerede vedtaget, at folkepensionsalderen frem mod 2030 stiger til 68 år, og næste år er det planen at vedtage, at pensionsalderen forøges til 69 år i 2035. Efterfølgende justeres pensionsalderen hvert femte år i takt med løftet i den forventede restlevetid for en 60-årig. Indekseringen til den forventede restlevetid er en-til-en, men justeringen kan højest være et år ad gangen og kun gennemføres efter et varsel på 15 år.

Velfærdsaftalen, der har bred politisk opbakning, er en forudsætning for velfærdsstatens styrke fremadrettet. Sammen med opbygningen af store private pensionsformuer, hvoraf en stor del er knyttet til arbejdsmarkedspensionerne, betyder den, at de danske offentlige finanser er holdbare på langt sigt, og at danskerne i almindelighed kan se frem til en god pension. Det danske pensionssystem placeres på den baggrund normalt i den absolutte verdenselite.

Ud over at styrke de offentlige finanser er den stigende pensionsalder med til at tage presset fra arbejdsmarkedet. Siden 2013 er beskæftigelsen steget med mere end 200.000 personer. Ud over tilgang af udenlandsk arbejdskraft er denne vækst i beskæftigelsen kommet fra en væsentlig stigning i arbejdsudbuddet fra +60-årige. Uden dette bidrag ville de senere års fremgang i dansk økonomi ikke have været muligt. Beskæftigelsesfremgangen har været af samme omfang som i midten af 2000’erne. Beskæftigelsesvæksten resulterede dengang som bekendt i en overophedning af økonomien.

Men ingen roser uden torne. Udsigten til at pensionsalderen kan ramme 70 år i 2040 og stige yderligere i de efterfølgende årtier, hvis restlevetiden for 60-årige fortsætter med at stige, er der fra hele det politiske spektrum kommet fokus på, om danskerne nu også er i stand til og ønsker at arbejde så længe. Skal vores børn blive ved med at arbejde, til de er midt i 70’erne? Opmærksomheden har især rettet sig mod risikoen for, at nogle grupper vil være for nedslidte til at blive på arbejdsmarkedet indtil pensionsalderen.

Velfærdsaftalen bygger på forudsætningen om, at vi er i stand til at arbejde længere, når restlevetiden stiger. I den sammenhæng er det positivt, at der i OECD-landene siden årtusindskiftet har været en parallel udvikling i restlevetiden for 65-årige og den effektive tilbagetrækningsalder fra arbejdsmarkedet for både mænd og kvinder efter en årrække med faldende tilbagetrækningsalder, se figur. Det er selvsagt en gennemsnitsbetragtning og dækker over tydelige forskelle på tværs af socioøkonomiske grupper, hvor fx personer med lange uddannelser i gennemsnit lever længere og er i stand til at blive længere på arbejdsmarkedet end grupper med kortere eller ingen uddannelse.

Politisk har der i Danmark været to forskellige tilgange til problemstillingen. Kort før det seneste folketingsvalg indgik den daværende regering med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre en aftale om seniorpension baseret på visitering for personer med op til 6 år til pensionsalderen og en arbejdsevne under 15 timer i det nuværende job. Socialdemokratiet på den anden side har foreslået, at bestemte grupper, der defineret ud fra objektive kriterier er udsat for nedslidning, har en ret til tidligere pension. Det giver disse grupper mulighed for selvvalg af tidlig pension, og satserne skal derfor være lavere end i et system baseret på visitering.

Begge de to løsningsmodeller lægger op til at gøre pensionssystemet mere fleksibelt. Selvom konsekvensen af modellerne indtil videre er overskuelige, er det i begge tilfælde løsninger, der svækker de offentlige finanser og trækker i retning af et lavere arbejdsudbud. Det er vigtigt, at det ikke er de første skridt ned ad en vej, hvor Velfærdsaftalens helt afgørende betydning for holdbarheden i dansk økonomi udvandes. Begynder vi at tillade tidligere pensionering for visse grupper, er det vigtigt at overveje, hvordan andre grupper kan bringes til at blive længere på arbejdsmarkedet. Her er flere redskaber at trække på, fx skattereglerne og fleksibiliteten i pensionssystemet i det hele taget. Der skal være en tilskyndelse for disse grupper til at blive længere på arbejdsmarkedet. Vi ser allerede i dag et betydeligt arbejdsudbud for visse grupper efter pensionsalderen, så mulighederne er der.

Vi foreslår, at der laves et udredningsarbejde, hvor mulighederne for at lave et mere fleksibelt pensionssystem afdækkes, men samtidig holder fast i det afgørende princip fra velfærdsaftalen om, at stigende levealder går hånd-i-hånd med stigende pensionsalder. Begynder vi først at gøre køb på det, risikerer vi at sætte selve grundlaget for økonomiske stabilitet og tryghed i Danmark over styr. Den aktuelle debat understreger tydeligt, at problemerne ikke er løst en gang for alle. Vi kan ikke bare gå på autopilot og tage opbakningen for givet. Der er plads til justeringer, men det centrale princip i aftalen skal fastholdes.

Figur. Ændring i tilbagetrækningsalder og restlevetid for 65-årige, 1975-2015

Kilde: OECD (Pensions at a Glance, 2017)

Links:
Kronik af Svend E. Hougaard Jensen: "Nu piller du vel ikke ved Velfærdsaftalen, Lars Løkke?"
Analyse af Niels Lynggård Hansen og Svend E. Hougaard Jensen: " Pensionsalder. Nye tiltag skal finansieres"