Adm. direktør i Maj Invest, Jeppe Christiansen, udnævnes til adjungeret professor
Institut for Finansiering ved CBS har den glæde at meddele, at adm. direktør i Maj Invest, Jeppe Christiansen, udnævnes til adjungeret professor i finansiering på CBS.
Jeppe Christiansen grundlagde Maj Invest i 2005 og er adm. direktør for koncernen, som i dag beskæftiger 100 medarbejdere inden for asset management og private equity. Asset Management forvalter porteføljer af børsnoterede aktier og obligationer for mere end 40 mia. kr., og Private Equity rådgiver fonde med et samlet investeringstilsagn på ca. 10 mia. kr. Jeppe Christiansen sidder derudover i bestyrelsen for en række fremtrædende danske virksomheder herunder Novo Nordisk A/S (næstformand), Haldor Topsøe A/S (næstformand), Kirkbi A/S, Novo A/S og Symphogen A/S.
Jeppe Christiansen bidrager allerede aktivt til både undervisning og forskning på CBS. Han er advisory board medlem i Finans/Invest, som er det førende danske tidsskrift indenfor finansiering, og i Center for Corporate Governance på CBS. Jeppe Christiansen er ligeledes medstifter af CBS Bestyrelsesuddannelserne og fortsat hyppig bidragsyder til disse. Derudover er Jeppe Christiansen skribent for Berlingske Tidende, hvor han skriver om finansielle og makroøkonomiske problemstillinger.
“Forskning og undervisning indenfor finansiering er drevet af konkrete problemstillinger i de finansielle markeder og i virksomhederne. Jeppe Christiansen har en dyb forståelse for de finansielle markeder og for virksomhedsledelse, og han kan omsætte teori til praksis, så vi ser frem til samarbejdet med Jeppe Christiansen,” siger institutleder og professor ved Institut for Finansiering Søren Hvidkjær.
Jeppe Christiansen afholder tiltrædelsesforelæsning med titlen ”Negative renter – hvad er det finansmarkederne fortæller os?” den 2. september, 2016, hvorefter han formelt set vil blive udnævnt til adjungeret professor. Der er offentlig adgang til forelæsningen, og programmet vil blive annonceret på hjemmesiden for Institut for Finansiering (http://www.cbs.dk/Finance). Udnævnelsen er for en femårig periode, og Institut for Finansiering ser frem til Jeppe Christiansens engagement i undervisnings- og forskningsaktiviteter på CBS.
For yderligere information kontakt institutleder Søren Hvidkjær (sh.fi@cbs.dk, 3815 3533).