Publicering

Majken Schultz og Tor Hernes: “Et organisationsteoretisk perspektiv på identitet og hukommelse: Identitetskonstruktion hos LEGO Gruppen”

21/02/2011

Majken Schultz og Tor Hernes har netop publiceret “Et organisationsteoretisk perspektiv på identitet og hukommelse: Identitetskonstruktion hos LEGO Gruppen" i Den Jyske Historiker, nr 126.

Nr. 126 Nation-branding

Muhammed-krisen i 2006 gjorde det klart at Danmark er et land i en globaliseret verden hvor politik, økonomi, kultur, erhvervsliv og national identitet er vævet sammen på nye måder. Som en konsekvens af krisen afsatte den danske regering 500 millioner kroner til at brande og ændre fortællingen om Danmark og oprettede en ny afdeling for ”public diplomacy” i udenrigsministeriet. Det afspejler en situation hvor der verden over arbejdes med nation branding. Selv om begrebet er relativt nyt er det blevet en udbredt konkurrenceparameter i en situation hvor varemærker har fået en stigende betydning, samtidig med at en række identitetsskabende institutioner som køn, klasse, etnicitet og nationalstat transformeres og destabiliseres. Nummeret udspringer af et forskningsrådsprojekt på CBS der udforsker forskellige eksempler på nation branding med særligt henblik på virksomheders og regeringers rolle. Virksomheder er i dag blevet brands der hos forbrugerne fungerer som identitetsikoner og i sig selv udgør et kulturmøde. Ikke kun vores egen identitet, men også vores opfattelse af andre kulturer og nationer skabes og påvirkes gennem brands. Hidtil er virksomhedsbrands betydning for kultur- og identitetsdannelse ikke behandlet i den kulturhistoriske forskning eller i nationalismeforskningen. Nummeret diskuterer ligeledes historiens og historikernes rolle i aktuelle identitetsprocesser med henblik at finde ud af om der blot er tale om ny udgave af historiens velkendte rolle som markedsføring af ens egen land og kongehus fra Titus Livius til nationalistisk historieskrivning før og efter professionaliseringen af faget.

Den jyske Historiker er et utraditionelt og debat-skabende tidsskrift i det danske historiemiljø.

Den jyske Historiker udgiver fire numre om året. Hvert nummer fokuserer på et aktuelt historisk tema, der belyses ud fra forskellige teoretiske, metodiske og tværfaglige vinkler. De seneste 30 år har Den jyske Historiker udgivet mere end 100 temanumre. Gennem alle årene har tidsskriftet været kendetegnet af en bred international orientering, og det placerer sig til stadighed i frontlinien af dansk historieforskning.

Sidst opdateret: Sekretariat for Ledelse og Kommunikation // 25/10/2012